Bred aftale om 2025-plan synes langt væk

Regeringens regnedrenge har fundet milliardhul i socialdemokratisk plan. Statsministeren taler om et potentielt "vælgerbedrag" fra oppositionspartiet.

De to største partiers respektive ledere, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen (S), var mødt op for at tale på Dansk Industris topmøde. Fold sammen
Læs mere

Operaen i København dannede tirsdag ramme om et åbent verbalt slagsmål mellem Venstre og Socialdemokratiet forud for forhandlingerne om den økonomiske kurs frem mod 2025.

De to partiers respektive ledere, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen (S), var mødt op for at tale på Dansk Industris topmøde.

Mens S-formanden holdt sin tale til erhvervstoppen i Operaens mørke sal, stod Løkke i solskinnet uden for Operaen og kaldte Socialdemokratiets 2025-udspil en "ikke-plan" og vejen til et nyt "historisk vælgerbedrag".

Til det sagde Mette Frederiksen efterfølgende, at "det lyder, som om at valgkampen er ved at blive skudt i gang".

Netop det citat illustrerer meget præcist den stemning, som præger forholdet mellem Socialdemokratiet og Venstre, efter at begge partier nu har fremlagt 2025-udspil.

Tidligere har de to mange gange fundet hinanden i afgørende økonomiske aftaler. Men inden 2025-forhandlingerne for alvor er gået i gang, synes en bred aftale langt væk.

Tirsdag morgen offentliggjorde finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) en beregning, som viste et underskud på 6,5 milliarder kroner i den socialdemokratiske 2025-plan.

- Der er ikke råd til at lave den vækst i det offentlige forbrug, som Socialdemokratiet går og taler om, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Løkke brugte sin tale ved DI-topmødet til at fastslå, at der nu er to veje i dansk politik.

Den melding er Mette Frederiksen enig i. Men så ophører enigheden også. S-formanden afviste beregningerne fra Finansministeriet som fyldt med forkerte præmisser og sagde om Løkkes melding:

- Det virker lidt hovskisnovski, når han ikke har et flertal for sin plan.

- Det, der har bygget Danmark, er ikke store politiske uenigheder blå og rød blok imellem. Det er bredt politisk samarbejde, især når det kommer til nogle af de helt grundlæggende søjler i vores samfund.

- Derfor opfordrer jeg til, at vi går i gang med at forhandle. Der kommer ikke nogen råbekonkurrence fra min side, sagde Mette Frederiksen.