Boris Johnson indfrier valgløfte: Briterne får flere penge mellem hænderne i 2020

Det Konservative Parti og Boris Johnson gik til valg på blandt andet højere minimumsløn. Nu får næsten tre millioner briter flere penge mellem hænderne, men det er slet ikke nok, mener fagforening.

Den britiske premierminister Boris Johnson giver sejrstale efter valgresultaterne den 13. december 2019. Det Konservative Parti fik sit største flertal siden 1980erne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Neil Hall/EPA/Ritzau Scanpix

Tæt på tre millioner briter vil få flere penge mellem hænderne i det nye år. Det Konservative Parti med premierminister Boris Johnson i spidsen har nemlig sagt, at det vil øge den officielle minimumsløn med et par procent i det nye år.

»I alt for lang tid har folk ikke set de lønstigninger, de fortjener,« har Boris Johnson udtalt til den britiske avis The Guardian.

Ved valget tidligere i december gav briterne Boris Johnson en storsejr. Et af hans valgløfter var netop, at briterne på bunden skulle have højere løn.

Derfor vil minimumslønnen i 2020 stige fra 8,21 pund til 8,72 pund svarende til knap 76 danske kroner i timen. Det vil betyde en årlig lønstigning på 6,2 procent, hvilket er mere end fire gange så højt som inflationen, der i oktober var på halvanden procent.

Ifølge beregninger fra det britiske finansministerium vil en person, der arbejder fuldtid på den nuværende minimumsløn få lidt over 8.000 kroner mere på bankkontoen om året med den nye minimumsløn.

Det skal være slut med dårlige undskyldninger

Udsigten til flere penge er et skridt i den rigtige retning, men det er ikke godt nok, mener den britiske fagforening Trade Union Congress (TUC), der har mere end 5,5 millioner medlemmer.

»De, der arbejder, får stadig ikke en stor nok del af den værdi, de skaber, og der er stadig millioner af familier, der kæmper for at få alle enderne til at mødes,« lyder det fra generalsekretær i TUC Frances O’Grady.

Det anslås, at omtrent 14 millioner briter har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Det er lidt over hver femte borger i Storbritannien.

»Der skal ikke være flere undskyldninger. Familier, der går på arbejde, har behov for en minimumsløn på ti pund nu og ikke om fire år,« siger Frances O’Grady til The Guardian.

Udtalelsen kommer efter, at Boris Johnson for nylig fik flettet en advarsel ind i dronningens tale. En advarsel om, at hans valgløfte, der gik på at hæve minimumslønnen til 10,5 pund i 2024, kun vil blive indfriet, hvis »de økonomiske forhold tillader det«.

Den værste lønvækst i 200 år

Dog er mange tilfredse med, at der endelig sker noget. Den gennemsnitlige lønpakke i Storbritannien er i dag lavere, end den var før finanskrisen.

Det gør 2010erne til det dårligste årti for den britiske lønvækst i 200 år, hvis man tager højde for inflationen. I 2019 er væksten dog accelereret, og lønniveauet har set sin største stigning i det seneste årti.

Kampagneorganisationen The Living Wage Foundationen mener, at der er behov for en minimumsløn på mindst 9,3 pund, hvis økonomien skal kunne hænge sammen for en brite.

En række britiske erhvervsledere har ifølge The Guardian udtrykt stor bekymring over for hurtigt voksende lønstigninger.

Det skyldes især det nært forestående Brexit, som skaber stor økonomisk usikkerhed for virksomhederne. Derfor mener de, at andre omkostninger må sænkes, hvis lønomkostningerne skal stige.