Borgen: Kursfusk næppe efter ordrer oppefra

Bagmandspolitiet har mistanke om, at der er begået kursmanipulation i Danske Bank efter instrukser fra ledere oppefra. Thomas Borgen afviser, at det har været kulturen i Danske Bank.

Danske Banks topchef, Thomas Borgen Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De fire medarbejdere i Danske Bank og Realkredit Danmark, der er mistænkt for kursmanipulation, har handlet på egen hånd og ikke efter instrukser fra ledere oppefra.

Det mener adm. direktør Thomas Borgen, på trods af at også to mellemledere er sigtet i sagen, da Bagmandspolitiet netop har mistanke om det modsatte.

»Det kender vi ikke til. Og det er heller ikke noget, som vi i vores undersøgelser har grund til at antage,« siger Thomas Borgen. 



Ifølge politiet har de fire medarbejdere ingen egen vinding ved disse handlinger. Er det et udtryk for kulturen i Danske Bank på daværende tidspunkt, at der var pres oppefra på medarbejderne?

»Nej, der er ingenting, som tyder på, at der skulle være flere tilfælde end det vi har overgivet til politiet,« siger Thomas Borgen.

På trods af at dette er en stærkt negativ sag for Danske Bank, hæfter Thomas Borgen sig ved, at det er banken selv, der har opdaget medarbejdernes brud på reglerne.

»Dette er en meget alvorlig sag, som vi tager meget alvorligt. Det gode ved sagen er, at det er vores egne interne undersøgelser, der har afdækket, at fire medarbejdere tilbage i 2009 har overtrådt interne regler og måske udført kursmanipulation. Derfor har vi valgt at informere Finanstilsynet, som har overdraget sagen til politiet,« siger Thomas Borgen.

Som en konsekvens af den omstridte Cibor-sag, hvor en række banker blev mistænkt for at have manipuleret med den vigtige referencerente Cibor-renten, er Finanstilsynet blevet sat til at undersøge bankerne nærmere. Det er dog ikke på den baggrund, at Danske Bank har sat gang i en intern undersøgelse. Ifølge Thomas Borgen er regelbruddene opdaget under rutinemæssig kontrol.



»Vi har meget klare og tydelige kontrolrutiner, og via vores interne kontrolrutiner har vi afdækket dette brud på interne regler og mulig kursmanipulation. Og derfor har vi taget skridtet videre og leveret vores dokumentation til Finanstilsynet, som har leveret dokumentationen videre til politiet,« siger Thomas Borgen.

Ifølge Berlingskes oplysninger er det gamle telefonsamtaler, der fælder de fire medarbejdere.

Hvad tror du, at denne sag kommer til at betyde for kundernes tillid til Danske Bank og Realkredit Danmark?

»Det her er naturligvis noget, vi er meget kede af, og derfor tager vi det meget alvorligt. Vi kan kun håndtere det her, på den måde vi nu har gjort,« siger Thomas Borgen.