Boligmangel bremser importen af østarbejdskraft

Flaskehalse. Importen af østeuropæisk arbejdskraft er ramt af akut boligmangel i de større byer. En række opgaver må udskydes, fordi det ikke er muligt at skaffe passende indkvartering til håndværkere, lagerarbejder og produktionsfolk fra Østeuropa.

Importen af østeuropæisk arbejdskraft er ramt af akut boligmangel. Det viser en rundringning ErhvervsBladet har foretaget til en række af de virksomheder, som er blevet forhåndsgodkendt til at hente østeuropæere til landet.

I Hovedstadsområdet og Århus er det efterhånden umuligt at opstøve passende indkvartering til de hundredvis af østeuropæere, som i øjeblikket strømmer ind over grænsen.

Det bremser blandt andet større byggeprojekter og distributionen af Politiken/JPs nye gratisavis 24timer.

- Vi har store problemer med at skaffe logi især i Københavnsområdet. Lige nu går vi og ærgrer os over, at vi ikke kan få ca. 100 mand ud til en af landets største entreprenører, fordi vi ikke kan finde ordentligt logi til dem i København. Men vi vil ikke gå på kompromis, siger Simon From, partner i det dansk-litauiske vikarbureau Baltic Workforce, der er et af landets største formidlere af østeuropæisk arbejdskraft.

Også det københavnske distributionsfirma Kühl Distribution, der distribuerer dagblade, er i problemer. Kühl Distribution skal omdele JyllandsPosten og Politikens nye gratisavis 24timer på Nørrebro og Østerbro fra 17. august og står lige nu og mangler 100 medarbejdere.

Alligevel har virksomheden inden for den seneste uge oplevet, at 20 udenlandske ansøgere har sagt nej til jobbet, fordi de mangler bolig.

- Inde på Arbejdsformidlingen ligger de første 100 udenlandske medarbejdere klar til at blive ansat hos os. Men vi kan ikke garantere dem en bolig, fordi boligpriserne i København er så høje, siger direktør Johan Kühl.

- De skal jo bo efter ordentlige standarder, og det kan vi ikke garantere, siger han.

Vil bygge kollegiumOgså i Århus sætter manglen på boliger en bremse på ansættelsen af østeuropæisk arbejdskraft. Vikarbureauet Skanvik Personale, der for nylig er begyndt at hente tysk og polsk arbejdskraft op inden for lager og produktion, må i øjeblikket skubbe opgaver foran sig i forståelse med kunderne, fordi det ikke er til at opdrive ordentlige boliger.

- Det er vigtigt at boligerne er i orden. Vi vil ikke risikere at havne på forsiden af EkstraBladet, fordi vores vikarer lever under kummerlige forhold. Derfor er vores krav, at der højst må være to mand pr. værelse, og at der skal være adgang til køkken og bad og gerne også have, siger daglig leder hos Skanvik Personale Anders Pilgaard Svendsen.

Skanvik Personale overvejer nu at løse problemet ved at købe ejendomme, der kan bygges om til kollegielignende boliger.



rik@erhvervsbladet.dk

vs@erhvervsbladet.dk