Boligejerne har vundet første halvleg, men anden halvleg bliver værre: »Ingen vil være afskærmet fra coronakrisen«

Arbejdernes Landsbank mener, at den stigende ledighed vil ramme boligmarkedet med prisfald i løbet af efteråret. Danske Bank mener, at det er en risiko, men er ikke helt så sikker.

Boligmarkedet har klart sig godt indtil nu under coronakrisen. I løbet af efteråret kommer det til at gå den modsatte. Udviklingen i beskæftigelsen i de enkelte landsdele er meget afgørende for, hvor meget priserne falder..  Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

De danske boligejere og det danske boligmarked har vundet første runde af coronakrisen, men i anden runde bliver det ikke helt så godt. Ledigheden vil sandsynligvis ryge yderligere i vejret i efteråret, og det vil ramme boligmarkedet med prisfald over hele landet. Krisen taget i betragtning vil prisfaldene dog blive forholdsvis moderate.

Værst vil det se ud i Sydjylland og Københavns omegn med fald på omkring fem pct., mens Østsjælland og København By vil blive lidt mindre hårdt ramt. Nordsjælland, der ellers var på en ordentlig nedtur under finanskrisen, vil være blandt de områder i landet, hvor boligmarkedet slippet bedst gennem krisen.