Bødskov vender på en tallerken: Advokater skal oplyse om skattespekulation

Skatteminister Morten Bødskov (S) vil alligevel ikke lade advokater slippe for at fortælle myndigheder om aggressiv skatteplanlægning, som de støder på i deres skatterådgivning. Fornuftigt, mener professor Bent Greve, der påpeger, at advokater allerede har pligt til at indberette om hvidvask.

Med et nyt lovforslag strammer skatteminister Morten Bødskov (S) indberetningspligten for advokater, revisorer og andre skatterådgivere, så de fremover skal oplyse skattemyndighederne om potentielt aggressive skattekonstruktioner. Lovforslaget er en udmøntning af nye EU-regler, der skal dæmme op for grænseoverskridende skattespekulation. Jonas Olufson

Skatteminister Morten Bødskov (S) er tilsyneladende vendt på en tallerken, når det gælder advokaters pligt til at indberette potentielt aggressive skattekonstruktioner. I et lovforslag, som skatteministeren sendte i høring i begyndelsen af juli, var der lagt op til, at advokater skulle slippe for at indberette den slags skattekonstruktioner til skattemyndighederne. Men nu har skatteministeren altså besluttet, at advokater – på lige fod med andre skatterådgivere – alligevel får indberetningspligt.

Det oplyser Morten Bødskov til Berlingske og løfter dermed en flig af sløret for indholdet af det lovforslag, som han ventes at fremsætte i løbet af oktober.