Black friday og varm oktober trak novembersalget op

Butikkernes omsætning steg i november, der både var præget af store rabatter og koldere vintervejr.

Arkivfoto: Iris. Fold sammen
Læs mere

November var en god måned for de danske butikker, der opnåede en pæn omsætningsvækst sammenlignet med måneden før.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget i november var 1,3 procent højere end i oktober.

Det skyldes formentlig black friday 24. november, hvor en lang række butikker lokkede med pæne rabatter på varer som tøj og elektronik.

Men også en varm oktober kan ifølge Danmarks Statistik have spillet ind.

Den har muligvis fået flere forbrugere til at skubbe købet af vintertøj til november, hvilket kan forklare det flotte løft.

Korrigerer man for prisudvikling, sæsonudsving og antallet af handelsdage lå detailsalget i perioden fra september til november 0,6 procent over salget de foregående tre måneder.