Bilsalget fortsatte til vejrs i marts

Bilsalget i marts endte knap 19 pct. over marts 2016 og hele 29 pct. over februar i år. Det blev dermed næstbedste måned nogensinde.

Foto: CHINA STRINGER NETWORK.
Læs mere
Fold sammen

Det viser en statistik fra De Danske Bilimportører

Der blev i hele første kvartal solgt 15 pct. flere biler end i samme kvartal af 2016, da der blev solgt 59.921 biler.

- Uagtet at påsken i år ikke ligger i første kvartal som sidste år, der også havde 29 dage i februar, er bilsalget endog meget tilfredsstillende og en særdeles god begyndelse på et år, hvortil også forventningerne var pæne.

- Hos De Danske Bilimportører forventede vi, trods flere år med absolut rekordsalg, at vi ville se et fortsat pænt bilsalg i 2017, og det bekræfter første kvartal absolut. Det er naturligvis meget tilfredsstillende, ikke blot for branchen, men for hele Danmark, idet bilsalget ses som en vigtig indikator for den generelle økonomiske situation. Vi er meget positive, og venter at tendensen fortsætter, forklarer direktør hos De Danske Bilimportører Gunni Mikkelsen.

Salget af varebiler er ligeledes stærkt og lå i marts cirka 17 pct. over samme måned sidste år og hele 45 pct. over februar. Første kvartal lå med 8854 varebiler på samme niveau som sidste år.

Salget af lastbiler i marts blev på 507, hvilket er det samme niveau som både måneden før i februar såvel som i marts 2016. For første kvartal 2017 er salget samlet 1217, hvilket er 2,8 pct. under den tilsvarende periode i 2016, hvor der blev solgt 1252 lastbiler.

Salget af busser i marts endte på 69. Der er år til dato solgt 173 busser mod 108 for den tilsvarende periode i 2016.

- Det årlige marked er typisk på 5-600 busser, og er præget af færre men større handler og ofte som et resultat af offentlige trafikudbud, DDB.