Bilsalget fortsætter med at stige kraftigt

Januar viste endnu en gang en markant stigning i antallet af nyregistrerede biler, skriver Danmarks Statistik.

Januar viste endnu en gang en markant stigning i antallet af nyregistrerede biler, skriver Danmarks Statistik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Der blev indregistreret 20.000 nye personbiler i januar. Det skriver Danmarks Statistik.

Tallet er korrigeret for sæsonudsving. I faktiske tal blev der registreret 19.500 nye biler, en stigning på 19 procent i forhold til januar sidste år.

- Husholdningerne stod for 12.200, og det er 16 procent flere end sidste år. Med 5000 leasede og 2300 købte personbiler var erhvervenes tilgang 7300 i januar 2017, hvilket er 25 procent højere end sidste år, skriver Danmarks Statistik om tallene.

Samlet er der registreret 225.587 nye personbiler de sidste 12 måneder, og det er et hop på ni procent i forhold til samme periode for et år siden.

Mens salget buldrer frem, går det fortsat ekstremt svagt for salget af elbiler og hybridbiler - biler der bruger både benzin og el.

- Der blev registreret fem nye elbiler i januar 2017 mod 65 i 2016. Der var også kun ti nye benzinhybridbiler mod 19 i 2016, skriver Danmarks Statistik.

Salget af elbiler blev fra januar sidste år hårdt ramt af, at der blev indført højere afgifter på typen.