Bilkøer koster virksomhederne milliarder

Beboerne i hovedstaden spilder timer i bilkøer på vejene - og det koster virksomhederne milliarder foruden problemer med at tiltrække arbejdskraft, mener DI.

Køerne på vejene i Hovedstadsområdet forværrer virksomhedernes mangel på arbejdskraft. Det vurderer virksomhederne selv ifølge en meningsmåling foretaget af Epinion for Dansk Industri, DI.

Blandt virksomhedsledere i Region Hovedstaden mener knap 40 procent, at den mangelfulde infrastruktur forringer virksomhedernes muligheder for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.

"Dette resultat understreger, hvor vigtigt det er, at man de kommende år begynder at investere massivt i Hovedstadsområdets infrastruktur. De trængselsproblemer, vi alle lider under, koster virksomhederne millioner af kroner hver eneste dag," siger formanden for DI Hovedstaden, Claus Spiegelhauer.

DI har lavet beregninger, som viser, at alene de sidste godt to år er Danmark gået glip af 32 mia. kroner på grund af manglen på kvalificeret arbejdskraft.

"En effektiv løsning af hovedstadsområdets infrastrukturproblemer vil koste mange ressourcer de kommende år. Det kan derfor blive nødvendigt at overveje alternative finansieringsformer som f.eks. privat medfinansiering og brugerbetaling ved etablering af nye markante vejanlæg. Det er nu, vi skal opprioritere infrastrukturen, for vi har ganske enkelt ikke råd til at lade være," mener Claus Spiegelhauer.