USAs kommende præsident, Demokraternes Joe Biden, vil styrke den coronasvækkede amerikanske økonomi med en genopretningspakke på 1.900 milliarder dollar.

Det skriver store internationale medier som Financial Times og The Wall Street Journal, efter at Joe Biden torsdag aften amerikansk tid præsenterede planen.

Den økonomiske redningsplanke lanceres, kort tid inden Joe Biden onsdag den 20. januar tiltræder som præsident, og den indeholder blandt andet individuelle check til amerikanerne.

»En krise med dyb menneskelig lidelse er åbenlys. Der er ingen tid at spilde. Vi er nødt til at handle, og vi er nødt til at handle nu,« sagde Biden kort inde i talen fra Delaware til det amerikanske folk om genopretningspakken.

Med sit pres for at få gennemført pakken forsøger Joe Biden ifølge flere medier at få flyttet fokus tilbage på covid-19-krisen og økonomien. De seneste uger har stort set alt fokus ligget på angrebet på Kongressen 6. januar og den afgående præsidents, Donald Trumps, kommende rigsretssag nummer to.

Joe Biden under præsentationen af sin plan for økonomisk genopretning i Delaware torsdag den 14. januar. I baggrunden den kommende vicepræsident, Kamala Harris.
Joe Biden under præsentationen af sin plan for økonomisk genopretning i Delaware torsdag den 14. januar. I baggrunden den kommende vicepræsident, Kamala Harris. Alex Wong/AFP/Ritzau Scanpix

Førsteprioritet i Det Hvide Hus

Genopretningspakken er Joe Bidens lovgivningsmæssige førsteprioritet, når han flytter ind i Det Hvide Hus. Den går på adskillige ben, der hver især skal hjælpe med at trække økonomien op af dyndet efter den globale krise.

Står det til Biden, er der individuelle check på vej til de enkelte amerikanere på op til 1.400 dollar pr. mand afhængigt af indkomst. Med en forventet udgift på 465 milliarder dollar udgør det den største enkeltstående del af genopretningspakken.

Under krisen har amerikanerne med en indkomst under 75.000 dollar om året tidligere modtaget individuelle check på op til 600 dollar.

Biden vil afsætte 350 milliarder dollar i direkte støtte til statslige og lokale myndigheder.

Ligeledes er der prioriteret 350 milliarder dollar til udvidelse af hjælp til arbejdsløse på op til 400 dollar om ugen.

Og så indgår der blandt andre ting også 160 milliarder dollar direkte til test og vaccine for covid-19, der på trods af den stigende udrulning af vacciner vil fortsætte med at trække dybe spor langt ind i 2021.

Pakken kommer i kølvandet på en genopretningspakke på 900 milliarder dollar vedtaget i slutningen af 2020 og en endnu større pakke på 3.000 milliarder dollar fra covid-19-krisens start.

Planen forventes ifølge Financial Times at blive støttet af langt de fleste demokrater. Toneangivende stemmer som Chuck Schumer og Nancy Pelosi har allerede ytret deres opbakning.

Kongressen i USA er delt op i to kamre, Repræsentanternes Hus og Senatet. Demokraterne har allerede flertal i Repræsentanternes Hus og er ligeledes på vej mod at sikre kontrollen i Senatet.