Beskæftigelsesminister vil hjælpe uddannede udlændinge i gang

Den iranske ingeniør, den pakistanske sygeplejerske og den russiske metalarbejder skal hurtigt

i arbejde, når de kommer til Danmark. Derfor skal de stive procedurer, der er for meritoverførsler i dag blødes

op og være langt mere praktisk orienteret.


Det er beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens løsning

på Danmarks problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Forslaget er en del af den integrationspakke, integrationsminister

Bertel Haarder vil fremlægge i næste uge.


- Vi skal have en meget fleksibel godkendelsesprocedure, når det

gælder meritoverførsler. Det er ikke et spørgsmål, om den udenlandske ingeniør har læst nøjagtigt

det samme som en dansker, men det handler om, hvad han kan, siger Claus Hjort Frederiksen, der derfor vil have ændret kriterierne for

Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser.


- Vi skal have et sted, hvor der vurderes, hvad udlændingene kan. Der

skal ikke stilles krav om, at de har fulgt danske læseplaner med små hjørner af den danske matematik- eller fysik-undervisning.

Personligt er jeg meget stålsat på, at deres kvalifikationer skal prøves af ude på virksomhederne, siger

han og henviser til den første hurdle - at Danmark godkender, at udlændinge kan være ligeså dygtige som danskerne.

På den måde undgås de mærkelige historier om, at højtuddannede udlændinge ikke kan finde arbejde samtidig

med, at vi skriger på kvalificeret arbejdskraft.

Praktisk kontrol

Forslaget er sød musik i DA''s ører, som

længe har talt for, at vi i Danmark har et påtrængende behov for at få effektiviseret integrationen af indvandrere.

Ideen hænger fint i tråd med, at integrationen bedst foregår ude på arbejdsmarkedet.


- Det har stor betydning,

at lige så snart udlændinge kommer til hertil, så skal de visiteres og hurtigt sættes i gang med et integrationsforløb. Og

lige så snart de er knyttet til arbejdspladsen, så skal integrationen både være rent praktisk, og de skal

uddannes. Ikke mindst sprogligt, siger administrerende direktør i DA Jørn Neergaard Larsen, der også mener, at Danmark

skal blive langt bedre til at bygge oven på den viden og de kvalifikationer, udlændingene har.


- Vi skal ikke bare

bede om deres eksamenspapirer, men kombinere med praktiske konttrolsystemer, så vi finder ud af, hvilke kvalifikationer den udenlandske

ingeniører, jurist eller faglærte har.


- Så finder vi ud af, om vi har noget, der minder om en metalarbejder eller

en sygeplejerske - og når vi dertil, skal resten klares i den praktiske verden, fastslår han.

Gift for de godeRegeringen

mener, at landet har brug for en pause i indvandringen for at kunne gøre en målrettet indsats for de flygtninge og indvandrere,

der er i Danmark.


På den måde vil arbejdsstyrken kunne blive udvidet med 50.000. Men der skal også åbnes

for en målrettet indvandring.


- Vi skal have målrettet indvandringen efter de ledige job, der er i Danmark. De regler,

vi har for Greencard, skal derfor ses efter i sømmene. Men et grundlæggende problem er de høje danske indkomstskatter.

Det er gift for at få kvalificerede folk til at flytte til Danmark. Det er derfor, vi har gennemført et skattestop, og

i det omfang vi kan finde økonomiske lettelser, skal vi have skattelettelser, siger Claus Hjort Frederiksen.


DA mener

også, at der er et åbenbart behov for at arbejde med Greencard-ordningen.


- Det skal være rimelig enkelt og

ikke for tidskrævende at tilkalde udenlandsk arbejdskraft, siger Jørn Neergaard Larsen.