Beskæftigelsen var historisk høj i maj

I maj steg antallet af lønmodtagere i Danmark til 2.743.400, viser tal fra Danmarks Statistik. Det er rekord.

Foto: Nils Meilvang / Ritzau Scanpix.
Læs mere
Fold sammen

Antallet af beskæftigede på det danske arbejdsmarked var historisk højt i maj, viser tal fra Danmarks Statistik.

2.743.400 personer bestred således et lønmodtagerjob, hvilket er det højeste antal nogensinde, og der kan være mere i vente.

Det mener makroøkonom Søren Kristensen fra Sydbank.

- Der er udsigt til, at opsvinget fortsætter i landene omkring os, og det vil have en afsmittende effekt på dansk økonomi, hvor vi også er klar til at tage imod den ekstra efterspørgsel, der kommer, siger han:

- Blandt andet fordi vi har lavet nogle reformer, der gør, at der er flere danskere til rådighed på arbejdsmarkedet i de kommende år.

Kristensen mener ikke, at der lige nu er noget, som tyder på, at jobfesten slutter her. Der kan dog komme ting ind fra højre, mener han.

- Det kan for eksempel være, at usikkerheden om finanspolitikken i Italien bryder ud igen. Det kan være noget, som bremser hele eurozonen op, og det vil også slutte jobfesten i Danmark, siger han.

Hos Dansk Erhverv tvivler man dog på, at fremgangen varer ved. Arbejdsmarkedschef Peter Halkjær peger på, at flere brancher mangler arbejdskraft, og at det ser ud til at stige.

- Det betyder, at der er en risiko for, at vi i stigende grad vil opleve udbredte flaskehalsproblemer på arbejdsmarkedet.

- Og kan virksomhederne ikke få den arbejdskraft, som de har brug for, kan det gå ud over opsvinget, skriver han i en kommentar.

I maj var der 4800 flere i job end måneden før. Tallet omfatter alle lønmodtagere i danske virksomheder uanset alder, og om de bor i Danmark eller ej.

Mens antallet af lønmodtagere steg, var andelen af personer med lønmodtagerjob med bopæl i landet i alderen 16-64 år uændret på 70,1 procent.

Det skyldes, at andelen afrundes til første decimal, mens antallet medtager flere, og at en udvikling derfor er nemmere at se her.