Bernanke ser tegn på stabilisering

Det går stadig nedad bakke for økonomien, men farten er "aftaget betydeligt". Det sagde Ben Bernanke, formand for den amerikanske centralbank, Fed, i sin halvårlige tale til Kongressen.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
Her betonede han også, at der er "foreløbige tegn på stabilisering".

Men det er fortsat bekæmpelse af den økonomiske krise, der har førsteprioritet i udformningen af den monetære politik, da der er et begrænset inflationspres, sagde Bernanke. Derfor venter Fed-chefen, at renterne vil blive holdt på deres exceptionelt lave niveau i et stykke tid endnu.

Han påpegede også, at det historisk store underskud på de amerikanske statsbudgetter kræver "øjeblikkelig fokus", da tvivl om den finansielle stabilitet kan skade den økonomiske genrejsning.

- Med mindre vi udviser en stærk vilje til finansiel bæredygtighed, risikerer vi hverken at have finansiel stabilitet eller varig økonomisk vækst, sagde Ben Bernanke.

Centralbankchefen kom også med nogle indikationer af, hvordan den statslige myndighed vil komme ud af dens engagementer i private selskaber.

- Vi har en række værktøjer, som vil gøre os i stand til at hæve markedsrenterne, hvis det er nødvendigt, sagde Bernanke.

Af de fem løsninger, han kom med, er den nok vigtigste Feds mulighed for at hæve renten på bankernes indestående hos Fed, forklarede han.

Hvis den amerikanske økonomi skal genvinde sit momentum, er det sandsynligvis påkrævet, at den amerikanske forbruger genoptager shoppeturene. Men det kan blive svært i en tid med høj arbejdsløshed, pointerede Fed-chefen.

- Jobusikkerhed sammen med faldet i boligpriser og stram kredit vil sandsynligvis begrænse stigningen i forbruget. Muligheden for, at den seneste stabilisering i husholdningsforbruget vil vise sig at være kortvarig, er en vigtig potentiel nedside ved udsynet, advarede Ben Bernanke.

RB-Børsen