Benzinpriserne tager et stort dyk tirsdag

Tirsdag falder priserne på benzin og diesel markant. FDMs forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen råder dog bilister til at vente med at tanke til onsdag formiddag, hvor man vil kunne opnå den største besparelse.

Foto: Jonas Skovbjerg Fogh. Tirsdag falder priserne på benzin og diesel markant. FDMs forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen råder dog bilister til at vente med at tanke til onsdag formiddag, hvor man vil kunne opnå den største besparelse.
Læs mere
Fold sammen

Bilister kan glæde sig over, at der tirsdag er penge at spare på benzinen.

Priserne på benzin tager nemlig et usædvanligt stort dyk tirsdag, skriver FDM.

Prisen på benzin vil tirsdag 14. juli 2015 falde med 28 øre og diesel med 17 øre, og listeprisen på benzin vil dermed falde til 12,42 kroner.

Siden februar 2013 har der ikke været et lignende fald i priserne, og FDMs forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen kalder det bemærkelsesværdigt.

Men selvom priserne allerede falder tirsdag, opfordrer Allan Skytte Christensen bilister til at vente med at fylde tanken til onsdag formiddag, hvor man som forbruger vil opleve den største besparelse.

»Her vil man sandsynligvis se priser, der ligger under 11 kroner for benzin og diesel for under ni kroner literen,« siger han.

Det aktuelle prisfald skyldes de internationale oliepriser, hvor en tønde lige nu kan købes for 58 dollars.