Få spørgsmål i dansk politik er mere betændte end beskatningen af samfundets bedst lønnede.
Det kan både splitte en regering, som det var tilfældet fra 2016 til 2019, og det kan være politisk selvmord at gøre det til en mærkesag, som De Konservative lærte på den hårde måde i den seneste valgkamp.
Et flertal af danskerne mener nemlig, at topskatten er en god idé; at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs.
Men hvad nu, hvis topskatten faktisk er en underskudsforretning, fordi den påvirker folks adfærd negativt i så høj grad, at statskassen går glip af flere milliarder, end skatten indbringer?
Netop det spørgsmål er blevet aktuelt, efter at en gruppe danske topforskere i sommer præsenterede et opsigtsvækkende nyt studie om højtlønnede danskeres reaktion på at få sænket skatten.
Forskerne påviste nemlig noget nyt: at danskerne arbejder hårdere og går mere målrettet efter forfremmelser og jobskifte, der udløser højere løn, end hidtil antaget – og i sidste ende sender flere skattekroner i statskassen.
Og nu udpensler et folketingssvar fra skatteminister Jeppe Bruus (S) midt i skatteforhandlingerne, hvor stor gevinsten er, hvis forskerne har ret. Et svar, der skaber grundlag for en helt ny debat.
Bo Sandemann Rasmussen, der er professor i økonomi på Aarhus Universitet, kalder det »bemærkelsesværdigt«, fordi svaret ifølge ham har potentialet til fundamentalt at ændre, hvordan vi ser på topskatten.
»Det vil være svært at argumentere for at have en skat, der reelt reducerer det offentliges skatteindtægter – det eneste argument skulle være, at skatten reducerer uligheden. Men så må man sige, at prisen for at reducere uligheden på denne måde er meget høj,« siger Bo Sandemann Rasmussen.
Tallene vender vi tilbage til.
Op til fem gange større effekt
Først skal vi nemlig igennem det tekniske, der er nødvendigt at forstå, hvis man vil tale om, hvorvidt topskatten er en økonomisk gevinst for samfundet eller ej.
Traditionelt har forskningens hovedfokus været på topskattens negative effekt på danskernes arbejdstimer. Her er logikken, at incitamentet til at arbejde hårdere og længere bliver svækket, hvis det betyder, at man risikerer at blive »straffet« af en høj skattesats.
En anden faktor er, at man vil være mindre villig til at tage et nyt arbejde til en højere løn, hvis man skal betale en høj skattesats på den ekstra indkomst, det nye job indebærer.
Hvor stor en effekt disse faktorer har på folks opførsel, og dermed også økonomien, kaldes elasticitet. Finansministeriet arbejder med en elasticitet på cirka 0,1. Det betyder, at en afskaffelse af topskatten ville have en positiv effekt, og at en del af de penge, man ville gå glip af i skatteindtægter, ville komme ind alligevel.
En elasticitet på 0,1 betyder dog stadig, at en afskaffelse af topskatten ville lave et hul i statskassen på omkring 18 milliarder kroner om året efter tilbageløb og adfærd.
Men i det nye forskningsstudie, som blandt andre økonomiprofessor på Københavns Universitet Claus Thustrup Kreiner står bag, er man gået en alternativ vej for at undersøge effekterne, og det har givet vilde resultater.
Forskerne har taget udgangspunkt i skattereformen fra 2009, hvor mellemskatten blev afskaffet og topskattegrænsen løftet, og målt, hvor meget folks løn steg ud over det sædvanlige i de efterfølgende år.
Resultatet er en meget større elasticitet end den, som de økonomiske ministerier når frem til – fra tre og op til hele fem gange større.
Derfor bad Liberal Alliance i august Skatteministeriet om at regne på, hvad det betyder i forhold til modellen, om topskatten er en gevinst for statskassen eller ej.
Og nu svarer ministeriet, at en elasticitet på 0,5 betyder, at en afskaffelse af topskatten på sigt vil give et merprovenu efter tilbageløb og adfærd på mellem 8,4 og 16,9 milliarder kroner – altså en kæmpe gevinst for statskassen.
Selv med en lidt mindre elasticitet på 0,4 vil en afskaffelse af topskatten give et merprovenu på mellem tre og ni milliarder kroner.
Mange forbehold
Ifølge et af studiets ophavsmænd Claus Thustrup Kreiner, der tidligere har fortalt om den nye forskning i Børsen, ser ministeriets beregninger »fine ud«. Men han gør også opmærksom på, at man skal være varsom med at basere ministeriernes regneprincipper på baggrund af enkelte forskningsresultater.
»Der er foretaget et hav af studier over de sidste par årtier, som bygger på forskellige datasæt, antagelser og metoder. Min vurdering er, at man står bedst ved at basere regneprincipperne på det samlede billede af økonomisk forskning frem for enkelte papirer,« siger professoren.
Dertil påpeger Claus Thustrup Kreiner, at en del af de positive effekter vil blive modsvaret af, at overførselsindkomsterne vil stige – og dermed trække i den anden retning for de offentlige finanser.
»Sandheden er nok, at der er et interval af elasticiteter, som alle er realistiske,« konstaterer han.
Bo Sandemann Rasmussen er mindre tilbageholdende i sin vurdering af betydningen af forskernes resultater og ministeriets svar.
Han fremhæver således den samme mekanisme som Claus Thustrup Kreiner, at lønstigningerne til en vis grad vil smitte af på overførselsindkomsterne, men tillægger det ikke samme værdi.
»Det er ret usikkert i hvilket omfang, en lønfremgang for de højest lønnede vil slå igennem på lønniveauet generelt og dermed også på overførselsindkomsterne,« siger Bo Sandemann Rasmussen og tilføjer:
»Samlet set er det bemærkelsesværdige resultater, som kan ændre vores syn på, hvor hensigtsmæssig en skat som topskatten overhovedet er.«
Vanopslagh: Venstrefløjen kan få forklaringsproblem
Efter De Konservative har droppet sit valgløfte om at arbejde på at afskaffe topskatten, er Liberal Alliance det eneste parti tilbage i Folketinget, som gør netop det.
Derfor fik Skatteministeriets svar også partiets formand, Alex Vanopslagh, op af stolen.
»Hvis det her studie fra nogle af landets dygtigste økonomer holder vand, må vi rejse det grundlæggende spørgsmål, om topskatten er decideret skadelig og giver os dårligere velfærd,« siger han.
LA-formanden er helt med på, at man hverken kan eller bør ændre ministeriernes regnemodeller på baggrund af et enkelt studie.
»Men hvis der på sigt kommer flere lignende resultater, skal man jo diskutere, om regnemodellerne er retvisende. For det vil betyde, at topskatten potentielt begrænser de offentlige indtægter, og så skal vi have en helt ny økonomisk og politisk diskussion,« siger Alex Vanopslagh.
Et andet argument for topskatten er, at den er lighedsskabende. Er det ikke også vigtigt for velfærdssamfundet, at der ikke er for stor forskel på rig og fattig?
»Hvis det forholder sig sådan, at topskatten betyder, at der er færre penge til velfærd, vil det efter min overbevisning være et vanvittigt og fundamentalistisk synspunkt fortsat at være tilhænger af den. Det er vigtigt, at samfundet omfordeler, men her vil der jo blive færre penge at dele ud af,« siger Alex Vanopslagh og tilføjer:
»Det vil sætte spørgsmålstegn ved hele venstrefløjens argumentation for at have nogle af verdens højeste skatter. De kan snart få et alvorligt forklaringsproblem.«
Ikke taget højde for sandsynlighed
Skatteminister Jeppe Bruus afviser i en e-mail at kommentere, da skatteforhandlingerne er i gang.
I et længere svar forklarer ministeriet, at der findes et meget stort antal undersøgelser på både danske og udenlandske data, som alle viser forskellige resultater.
»Det nye studie på danske data finder effekter, der ligger i den høje ende. Skatteministeriets metoder bygger så vidt muligt på den samlede vidensbase og ikke kun på det seneste studie. Det skyldes, at alle undersøgelser er forbundet med styrker og svagheder. Den nuværende beregningsmetode svarer til et middelskøn for den eksisterende viden på området,« skriver Skatteministeriet.
De understreger desuden, at der i folketingssvaret regnes med forudsætninger, der afviger markant fra ministeriernes normale regnemetoder.
»Det betyder ikke, at ministeriet har taget stilling til, om de forudsatte højere elasticiteter kan anses for sandsynlige eller ej,« skriver Skatteministeriet.
