Bedrageri, blowing in the whistle og bodsgang

Foto: Asger Ladefoged

I oktober meddelte den skandaleomsuste advokat Johan Schlüter, at han var frifundet for bedrageri af visesangeren Trenets arving. Berlingske Business kan imidlertid i dag afsløre, at franske retsdokumenter viser, at Johan Schlüter i samme sagskompleks fik en dom for bedrageri af et musikforlag.

I USA er den danske børsdarling, Novo Nordisk, havnet i en noget penibel sag. En tidligere medarbejder hos Novo Nordisk i USA retter i et sagsanlæg opsigtsvækkende beskyldninger om diabeteskæmpens arbejdsmiljø og salgsmetoder. Blandt påstandene er, at en ansat på et salgskontor i New Jersey skulle have fremsendt nøgenbilleder af sig selv for at lokke en læge til at købe flere Novo-produkter.

Det spiller for live-musikken i Danmark. 40 procent af danskerne var til en live-koncert sidste år, og nu mener Dansk Erhverv, at Danmark i højere grad skal markedsføres som koncertnation over for udenlandske besøgende.

Det er yderst sjældent, at det lille, undseelige »undskyld« optræder i erhvervslivet. Nu har Dynekongen Lars Larsen kaste sig ud i den kunst i forbindelsen med seriøse leveringsproblemer i møbelkæderne Ilva og ID Møbler. Det er ikke til at vide, om det er et dybfølt »undskyld« eller et kommercielt »undskyld«, der senere slår ud på bundlinjen. Læs vores erhvervskommentator Jens Chr. Hansens blog.

En anden Chr. Hansen - den store fødevareingredienskoncern - er i øvrigt i dag aktuel med regnskab for første kvartal i regnskabsåret 2015/2016.

Sonny Wichmann er Dagens jourhavende på Business.dk. God dag.