Byggemarkedskæden Bauhaus har været hårdt ramt af kravet om, at butikker over 5.000 kvadratmeter skulle holde lukket. Lige præcis den arealgrænse har betydet, at Bauhaus kun har kunnet holde to ud af 18 butikker åbent.
Derfor lander regeringens udmelding tirsdag aften om en blød genåbning for de største butikker fra på mandag på et meget tørt sted for Bauhaus-direktør Mads Jørgensen.
»Det er en kæmpe forandring, der betyder rigtig meget for os. Det rækker ikke helt på alle tidspunkter i alle varehuse, men i forhold til de meget få kunder, vi kan have inde under de nuværende restriktioner, er det her en kæmpe lettelse,« siger han.
Med de nuværende restriktioner må detailbutikker over 5.000 kvadratmeter kun holde åbent med tidsbestilling.
»Det kommer til at betyde rigtig meget for vores kunder og omsætningsmæssigt,« siger han.
Regeringen meldte tirsdag aften ud, at store butikker på 5.000 kvadratmeter og derover fra mandag kan have op til 250 kunder ad gangen. Og at tidsbestilling fjernes som krav for butikker på under 10.000 kvadratmeter.
Der står imidlertid også i udmeldingen fra regeringen, at »kravet om tidsbestilling kan fraviges, hvis der etableres en anden model, der reducerer risikoen for sammenstimling«.
Giver ingen mening
Og lige præcis den formulering undrer Mads Jørgensen sig over.
»Det giver umiddelbart ingen mening, hvorfor man skal bestille tid eller gøre noget andet i butikker over 10.000 kvadratmeter,« siger Mads Jørgensen, der er spændt på, hvad det er for en model, der kan være alternativet til tidsbestilling.

Bauhaus har også butikker, som er på mere end 10.000 kvadratmeter, så set med Mads Jørgensens øjne er der altså stadig noget usikkerhed i forhold til, hvad der kommer til at gælde for de allerstørste butikker.
I hovedstadsområdet tæller Bauhaus’ byggemarkeder i Valby, Glostrup og Gladsaxe eksempelvis hver 12.500 kvadratmeter, mens kædens byggemarkeder i Hillerød, Roskilde og Ishøj alle er mellem 14.000-15.500 kvadratmeter.
»Man er åbenbart stadig bekymret for, at kunderne stimler sammen i store butikker, selvom der ikke er belæg for det,« siger Mads Jørgensen.
Han fortæller, at netop forestillingen om en særlig problematik med sammenstimlen af kunder i meget store butikker var et emne, da detailhandlen mødtes med erhvervsministeren mandag.
»Men man kunne jo bare sige, at det opsynspersonale, vi har i vores varehuse, har en ekstra opgave i at sikre, at kunderne ikke stimler sammen,« siger Mads Jørgensen.
Opblødningen af kravene for de store butikker sker på baggrund af en vurdering fra Epidemikommissionen, som nu vil blive forelagt Folketingets Epidemiudvalg, oplyser regeringen.