Banker tjener på bidragsforhøjelser, Fona på vej til udlandet og baggrunden for aflysning af pikant retspgør

Foto: Erik Refner.
Læs mere
Fold sammen

Godmorgen.

Stormen mod bidragsgribbene i realkreditselskaberne tager til. Her til morgen kan vi fortælle historien om, hvordan de 60 banker, der samarbejder med Totalkredit og Nykredit - og som lige nu har travlt med at berolige vrede kunder - faktisk tjener på forhøjelserne af bidragssatserne. Bankerne kan altså smile hele vejen hen til egen bankboks.

Og endnu et lettere bizart kapitel i bidrags-gate. Totalkredit-direktør Troels Bülow-Olsen, der stod som afsender af brevet om prisforhøjelser til Totalkredit-kunderne, har for nylig kørt sine egne boliglån i sikker havn hos BRFkredit. Det er et af de realkreditselskaber, der indtil videre ikke har hævet bidragssatserne.

Den danske elektronikkæde Fona kan være på vej på udenlandske hænder. I kølvandet på, at kæden torsdag blev reddet fra konkurs på baggrund af en rekonstruktionsplan fremlagt i Sø- og Handelsretten, vurderer eksperter, at tyske og norske detailgiganter som XXL, Komplett og Mediamarkt kan stå parat til at samle et slankere Fona op.

Hvorfor blev et pikant retsopgør aflyst i sidste øjeblik? Dagen i dag skulle efter planen have budt på et pikant retsopgør ved Retten i Aarhus mellem tidligere finansdirektør Henrik Nørremark og Vestas, men klokken 14.27 i går blev der indgået forlig. Vores reporter Michael Korsgaard, der har fulgt sagen tæt, giver her sit bud på, hvorfor sagen endte i et forlig i 11. time.

Fredagen byder på to årsregnskaber fra de to industrikoncerner NKT Holding og Rockwool. I Østre Landsret ventes der dom i en sag, som to boligejere har anlagt mod Skatteministeriet i vrede over, at de skulle betale dobbelt så meget i grundskyld som andre på en villavej i Charlottenlund.

Anders Rostgaard, dagens onlineansvarlige.