Bankbossernes store svindelnummer

En gruppe højtplacerede bankfolk risikerer fængsel for at have fusket med aktiehandler. Formanden i den krakkede EBH Bank nægter enhver skyld.

En række bankfolk tilknyttet den nu lukkede EBH Bank, der havde til huse i Fjerritslev, er blevet anklaget for kursmanipulation. Dømmes de skyldige, står de til fængselsstraf. Foto: Henning Bagger Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var en helt ualmindelig varm januardag i 2008 i den nordjyske by Fjerritslev. Men på netop denne dag blev der tilsyneladende truffet en skelsættende beslutning for EBH Banks daværende direktør Finn Strier Poulsen. For den 16. januar 2008 var den første dag, hvor hans hustru købte op for 620.000 kr. i et Keops-værdipapir, som yderst sjældent handles på børsen.

Dagen efter købte hustruen igen op for 1,725 millioner kroner, hvorefter også hustruen til Jørn Balch Christensen, tidligere adm. direktør i Morsø Sparekasse og leder af driften i Morsø Sparekasse Fonden, købte op for 1,6 millioner kroner i samme værdipapir. Den 13. marts sælges alle værdipapirerne igen med en millionfortjeneste.

Omdrejningspunkt for handlerne var en højtplaceret bankmand i EBH Bank, hvis navn er omfattet af navneforbud. Alle tre mænd er under anklage for at have foretaget handlerne i forening og efter »forudgående aftale«.

Syv anklagepunkter

Informationen kommer fra det første af syv anklagepunkter i anklageskriftet mod otte bankfolk, som er tiltalt for bl.a. kursmanipulation, bedrageri og mandatsvig af særlig grov beskaffenhed.

Fire af de otte personer er omfattet af navneforbud – og person nummer otte bliver måske lidt svær at dømme, idet han ikke har tjent en krone på handlerne.

Det er ligeledes værd at nævne, at ingen af de berørte hustruer er under anklage, det samme gælder for et af de anklagedes børn, som også er nævnt i anklageskriftet.

Handlede i eget navn

I modsætning til både Jørgen Balch Christensen og Finn Strier Poulsen brugte den ligeledes anklagede tidligere formand for EBH Bank og EBH Fonden Egon Korsbæk sit eget navn til handlerne. Ifølge hans forsvarsadvokat Erik Werlauff er han rystet over anklagerne og nægter sig skyldig:

»Egon Korsbæk har handlet ud fra de råd og opringninger, han fik fra banker. Han var op til finanskrisen en holden mand, der jævnligt fik opkald fra de fire banker, han dengang havde. Hvis der ligger kursmanipulation bag handlerne, så står han totalt uforstående overfor det,« siger Erik Werlauff, som understreger, at Egon Korsbæk aktivt har medvirket til at opklare sagsforløbet.

Det lykkedes i går ikke at få en kommentar fra Finn Strier Poulsens advokat.