Bank sænker forventninger til dansk økonomisk vækst

Handelsbanken sænker forventningerne til årets økonomiske vækst i Danmark til 1 pct. Tilbage i maj ventede banken en økonomisk vækst for året på 1,5 pct.

Foto: PHIL NOBLE

Handelsbanken sænker forventningerne til årets økonomiske vækst i Danmark til 1 pct. Tilbage i maj ventede banken en økonomisk vækst for året på 1,5 pct.

Det skriver Handelsbanken onsdag i en konjunkturprognose.

De seneste BNP-tal viste, at årets andet kvartal var et bump på vejen for dansk økonomi, der kun voksede med 0,2 pct. Oveni det gik både det private og offentlige forbrug samt eksporten tilbage.

Banken forklarer sin dæmpede vækstforhåbninger med cykliske og strukturelle årsager.

- Med hensyn til det førstnævnte (cykliske, red.) er vores forventning, at mange af de medvinde, der har understøttet det økonomiske opsving gennem den seneste tid, vil begynde at aftage. De gunstige effekter af de lavere oliepriser samt en svagere handelsvægtet kronekurs, som har understøttet det cykliske opsving indtil nu, vil således med stor sandsynlighed blive reduceret, når vi bevæger os ind i 2016, skriver banken.

Handelsbanken vurderer endvidere, at det globale opsving kun vil udvikle sig svagt, da særligt visse vækstmarkeder viser tegn på en økonomisk opbremsning.

Det vil, ifølge Handelsbanken, formentlig påvirke flere af Danmarks store samhandelspartnere som Tyskland, og banken ser derfor ikke, at der er grobund for, at eksporten kan fungere som trækmotor for væksten.

- Lav produktivitetsvækst, manglende investeringslyst, høj gæld i husholdningerne og usikre udsigter for den globale økonomi ses som yderligere begrænsninger for en stærkere genopretning af økonomien, skriver Handelsbanken desuden.

Handelsbanken venter en vækst på 1 pct. i både 2016 og 2017.