Der var nok problemer at tage fat i, da Storbritanniens premierminister, Theresa May, mandag mødtes med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) over en frokost på Marienborg.
I regeringen har det blandt andet vakt bekymring, at Theresa May for nylig signalerede, at et såkaldt »hårdt Brexit« kan være under opsejling. Det vil betyde, at Storbritannien skal stå uden for de indre markeder, og det kan risikere at ramme den danske eksport til Storbritannien, der allerede nu påvirkes tydeligt af briternes EU-afstemning i maj.
Konsekvensen blev understreget mandag, hvor de seneste tal for dansk eksport offentliggjort i kølvandet på Brexit. Cheføkonom i Dansk Erhverv, Steen Bocian, var hurtig til at opsummere de nye tal:
Eksporten styrtdykker til Storbritannien
Tallene viste mere konkret, at eksporten til Storbritannien raslede ned med 10,5 procent i august, mens vareeksporten til England er faldet med hele 22 procent fra maj til august, målt i kroner.
Økonom i Danske Bank, Bjørn Tangaa Sillemann, forklarer, at faldet i pundet er stærkt medvirkende til de ringe eksporttal. Til gengæld er det svært at sige præcist, hvor stor en del af faldet der skyldes faldende efterspørgsel, og hvor meget der skyldes valutaeffekten.
»Det vi typisk ser, når der kommer store valutaudsving er, at effekten kommer drypvis over de efterfølgende måneder. Valutakontrakter kan være med til at afbøde effekten på den korte bane. Derfor er det heller ikke nogen stor overraskelse, at eksporten til Storbritanninen ser særligt svag ud i august. Effekten rammer som regel med en vis forsinkelse,« siger Bjørn Tangaa Sillemann.
Danske virksomheder frygter Brexit-konsekvenser
På den korte bane har den relativt store danske fødevareeksport til Storbritanninen klaret sig rimeligt godt, da den ikke er så konjukturfølsom. Men ifølge Bjørn Tangaa Sillemann er det dog meget sandsynligt, at konsekvenserne af det faldende pund også kan få tiltagende effekt på fødevareeksporten de kommende måneder.
I de danske virksomheder tages situationen også alvorligt, viser en ny rundspørge til Berlingskes Toplederpanel, hvor 170 danske topledere er blevet spurgt. 37 procent af de adspurgte topchefer svarer, at deres virksomheder tager særlige initiativer for at imødegå for de mulige konsekvenser af Brexit.
Muligt at faldet fortsætter
Hvis forhandlingerne om Storbritanniens udtrædelse af EU ender med at blive et »hårdt Brexit«, har de danske virksomheder da også grund til bekymring, vurderer cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, Frank Øland.
»Hvis selve udtrædelsen ikke håndteres rigtigt, så kan vores eksport til Storbritannien desværre falde betydeligt mere. Det er derfor vigtigt, at vi holder Storbritannien så tæt på det indre marked som overhovedet muligt,« siger Frank Øland og tilføjer:
»Der er altid udsving i handelstallene, men tre måneder i træk med betydelige fald ligner desværre en kedelig trend. Vi vil i de kommende måneder blive klogere på, om det er en midlertidig effekt af øget usikkerhed efter afstemningen – eller om det er et mere permanent fald, der måske endda fortsætter.«