Arven efter finanskrisen

Foto: Thomas Lekfeldt.
Læs mere
Fold sammen

Finanskrisen fortoner sig i bakspejlet, men effekterne af krisen, der rystede verdens finansielle markeder og trak læssevis af banker og virksomheder i konkurs, er stadig overraskende tydelige. Analysen af sundhedstilstanden blandt danske virksomheder, som revisorernes brancheforening FSR og kreditvurderingsinstituttet Experian står bag, viser et nedslående resultat for alle, der troede, at dansk erhvervsliv endelig var ude af krisen.

Når hvert tiende selskab lever på bankernes nåde, må man konkludere, at krisen slet, slet ikke er ovre. Tidligere troede man, at det kun var udvalgte brancher som eksempelvis landbruget, der stadig slæber sig frem på albuerne tynget af alt for stor gæld, og hvor bankerne tøver med at trække stikket og lade dem gå konkurs. Men analysen viser, at det er et meget bredere og udbredt fænomen på tværs af brancher og størrelser af virksomheder.

Den viser, at oprydningen efter finanskrisen, som siden udviklede sig til en gældskrise og så en finansieringskrise, slet ikke er ovre. I hvert fald er der en stor gruppe virksomheder, som får kunstigt åndedræt, fordi bankerne tøver med at trække stikket og tage tabet.

Er det godt eller skidt?

Nogle vil sige, at det da er fint, at banken holder hånden under en virksomhed. At det er godt, at den får opbakning i en svær tid, og at banken ikke bare slukker for respiratoren og kræver gælden indfriet med døden til følge.

Andre vil med nogen ret sige det modsatte.

At det er usundt, at urentable virksomheder lever livet på gravens rand. Kunne man tænke sig, at det ville være bedre at få ryddet op, trække plasteret af i et hurtigt ryk frem for at trække pinen ud og tro på, at det nok løser sig selv?

Så hvorfor tøver bankerne med at tage skridtet og lade de levende-døde virksomheder fortsætte frem for at lade dem gå konkurs?

Fordi de ikke vil tage tabet på konkursen ind på deres egne bøger. Bankledelserne har formentlig ventet på bedre tider og ventet på, at væksten vendte tilbage i det danske samfund, så de næsten døde selskaber måske kunne overleve, begynde at tjene penge og dermed nedbringe gælden til bankerne. I stedet har det vist sig, at den nye virkelighed efter krisen snarere er en meget, meget langsom bedring af økonomien.

Konklusionen er, at dansk erhvervsliv er knækket over, ikke bare i et A- og B-hold, hvor de store og de stærke tjener flere penge end nogensinde før, og der er en B-gruppe, der så har sværere ved at få finansiering til vækst, men at der også er opstået et C-hold, som stik mod alle naturlove slæber sig frem på afgrundens rand uden nogen udsigt til at tjene penge og slippe ud af tung bankgæld.