Arktis-udvalg skal se på følgeindustri til minedrift

Grønland og Danmark skal erhvervsmæssigt og jobmæssigt have maksimal værdi ud af råstofferne i Grønland. Det skal ny ekspertgruppe være med til at sikre.

Det britiske mineselskab London Mining har i mere end et år været i tæt dialog med mulige kinesiske investorer om en 13 milliarder kroner stor investering i jernminen Isua 150 km fra Nuuk. Fold sammen
Læs mere
Foto: MT Højgaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvordan får Grønland og Danmark størst gavn af et mineral- og olieeventyr i Grønland i form af dansk-grønlandske erhvervsmuligheder, erhvervsinvesteringer og arbejdspladser, ja måske i sidste ende en egentlig følge- industri eller ny industriklynge med udspring i minedrift og olieefterforskning i Grønland?

Det er hovedopgaven for et hurtigtarbejdende udvalg, som nedsættes i morgen af Københavns Universitet og Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, i Nuuk.

Udvalget ser dagens lys på opfordring fra den grønlandske landsstyreformand, Kuupik V. Kleist, og i forståelse med statsminister Helle Thorning Schmidt (S) efter deres møderække i Statsministeriet i januar.

Udvalget skal sikre den maksimale erhvervs- og samfundsmæssige udnyttelse af den store viden om Grønland, der gennem mange år er opbygget på Københavns Universitet, Grønlands Universitet, Råstofdirektoratet i Grønland, GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) i København og de to helt eller delvist selvstyreejede selskaber NunaOil A/S og NunaMinerals A/S.

Udvalgets opgave bliver at strukturere eksisterende viden, men også at indhente erfaringer fra minenationer i den vestlige verden, f.eks. Canada, Australien og Norge.

Danmark har uvurderlig viden

Endemålet er noget nær en helt konkret håndbog, lyder det fra rektor for Københavns Universitet Ralf Hemmingsen. Sammen med rektor for Grønlands Universitet Tine Pars har han taget initiativ til at få ekspertudvalget nedsat.

»Der er jo ikke andre i verden end Danmark, der har så meget viden om Grønland, og derfor skal vi da sætte det i spil. Og hvis man kan lave deals i erhvervslivet, som er til fordel for det grønlandske samfund og danske virksomheder, så skulle da pokker stå i ikke at gøre det,« siger Ralf Hemmingsen.

Det vil ifølge rektoren også være oplagt for udvalget at se på potentialet for en egentlig ny industrisektor eller erhvervsklynge med afsæt i minedrift – på samme måde som off- shore-sektoren i Danmark er vokset ud af olieudvindingen i den danske del af Nordsøen.

»Det er en parallel, man kan trække. Og i udvalget deltager også eksperter med specifik økonomisk indsigt, men også nogen som har erfaring med offshore-projekter,« siger Ralf Hemmingsen.

Offshore-sektoren i Danmark beskæftiger aktuelt 19.000 medarbejdere, og sektoren er i kraftig vækst. De mange arbejdspladser er skabt siden midten af 1960erne, da olieefterforskningen i Nordsøen begyndte.

Arbejdet afsluttes i år

Formand for udvalget bliver den højt respekterede videnskabsmand Minik Rosing. Han er geolog og professor ved Københavns Universitet og formand for GEUS og Grønlands Universitet. Sammen med landsstyreformand Kuupik V. Kleist har han født idéen om udvalget, der vil bestå af i alt ti medlemmer.

Udvalget skal mødes første gang i marts og skal offentliggøre sin betænkning senest ved årets udgang.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt og landsstyreformand Kuupik V. Kleist har også aftalt at nedsætte et hurtigtarbejdende embedsmandsudvalg mellem Erhvervsministeriet og dets grønlandske pendant, men det bliver næppe nedsat før, der har været afholdt valg på Grønland 12. marts. Udvalget skal helt specifikt undersøge, hvordan man kan få danske erhvervsinteresser og investeringer til Grønland.