Arbejdsgiverne er tilfredse med fjernet helligdag, men »vejen derhen er problematisk«

Regeringens forslag om at fjerne store bededag er indblanding i fritid og løn, og det er kernestort i overenskomstforhandlingerne. Det fremhæver Nana Wesley Hansen, arbejdsmarkedsforsker og lektor på FAOS – Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og organisationsstudier. Arbejdsgiverne mener, at en del af forslaget er meget betænkeligt.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har sendt regeringens forslag om at afskaffe store bededag i høring. Det skal vedtages meget hurtigt, men det får en meget blandet modtagelse. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)

Fagbevægelsen raser og kalder det »direkte utilstedeligt«, at regeringen fra 2024 vil sløjfe store bededag. Fra arbejdsgiversiden lyder en lidt anden og positiv melding, men dog med solide forbehold.

Det er det foreløbige resultatet, efter at regeringen torsdag eftermiddag sendte forslaget til afskaffelse af store bededag i høring. Det skabte travlhed hos diverse fagforeninger med Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) i spidsen og hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA).