Antallet af konkurser og tvangsauktioner stiger

Flere gik konkurs og flere på tvangsauktion i september end måneden før. Økonom giver aftagende tempo i dansk økonomi skylden.

Flere så sig nødsaget til at gå tvangsauktion i september end måneden før. I sidste måned blev der bekendtgjort 135 tvangsauktioner mod 120 i august, hvilket svarer til en stigning på 13 procent korrigeret for sæsonudsving. Sammenlignet med september 2006 er stigningen på 45 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

Også antallet af konkurser er stigende. I september var der 207 konkurserklæringer mod 188 måneden før. Det er en stigning på 10 procent, og en stigning på et år på en lille fjerdedel.

Seniorøkonom i Jyske Bank Peter Skøttegaard Øemig siger, at stigningen skyldes, at tempoet i dansk økonomi er aftaget, og at en væsentlig andel af de seneste års mange nyetablerede virksomheder hurtigt tvinges til at lukke igen.

/ritzau/