Analyse: Små lunser til optimismen, men fortsat intet gennembrud i handelskrig

Udtalelser fra Beijing og tweets fra Washington udlægges i disse dage entydigt positivt som væsentlige gennembrud i handelskrigen mellem USA og Kina. Men både præsident Trump og præsident Xi har grunde til at skrue ned for temperaturen.

Den amerikanske præsident Donald Trump og Kinas præsident Xi Jinping har taget skridt væk fra afgrunden i den igangværende handelskrig. Men begge parter lurepasser og holder et vågent øje med hinanden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix

Rygterne svirrer om gennembrud i handelsforhandlingerne mellem Kina og USA. De to parter blev i midten af oktober enige om rammerne for en delaftale – et første skridt på vej mod en større handelsaftale. Tweets fra Det Hvide Hus har også bidraget til handelsoptimisme, og aktiemarkedet har velvilligt lappet udmeldingerne i sig. Aktier har sat nye kursrekorder.

Den seneste næring til begejstring er kommet fra det kinesiske handelsministerium, hvor talsmanden Gao Feng torsdag udtalte, at USA og Kina er blevet enige om, at de indførte straftolde skal »afvikles i takt med, at der sker fremskridt i forhandlingerne«.

Det kan virke lidt overraskende, at dette kan blive til en nyhed, for det en rimelig ukontroversiel udtalelse, der sådan set bare siger det, som er logisk nok. USA har indført straftold for at presse Kina til en lang række indrømmelser. I takt med at man når til enighed på disse punkter, vil straftolden blive rullet tilbage. Alternativet – at Kina giver indrømmelser, og straftolden består – giver ingen mening.

Spørgsmålet er naturligvis, om udmeldingen peger mod en hurtigere afvikling af det amerikanske toldregime. Handelsrepræsentant Robert Lighthizer har tidligere udtalt, at USA i et vist omfang vil fastholde straftold efter indgåelsen af en aftale for at sikre sig, at Kina også lever op til de reformer, som man bliver enige om. Det gælder især beskyttelse af ophavsret. Men USA er også gået i struben på den kinesiske industripolitik og den massive statsstøtte til udvalgte nøgleindustrier. Omfanget af reformer i Kina og spørgsmålet om, hvordan en aftale skal håndhæves, var to af de vigtigste stridspunkter, da forhandlingerne brød sammen i foråret.

Der er ingen grund til at tro, at stillingen har ændret sig særligt meget på disse punkter. Men præsident Trump havde fået for travlt med at smide straftold efter Kina til det punkt, hvor den amerikanske økonomiske vækst var begyndt at lide – ikke mindst i industrien og landbruget. Og det er præcis i industri- og landbrugsstaterne, at præsidentvalget i 2020 skal afgøres.

»Det er fortsat svært at se, hvordan de to parter skal nå til enighed om en stor og omfangsrig handelsaftale.«


Derfor var der behov for at få Kina til at købe flere landbrugsvarer, som er hovedelementet i den lille delaftale, hvor den seneste runde af straftold fra USA så er i spil den anden vej. Det er samtidig en win-win situation for Kina, der har desperat brug for svinekød og sojabønner som følge af den omsiggribende svinepest, og som samtidig undgår en optrapning af toldkrigen.

Men første etape omhandler netop ikke alle de vigtige spørgsmål, hvor der er uenighed. Og delaftalen er ikke engang forhandlet på plads endnu på trods af, at elementerne burde være ret lige til. Det kan selvfølgelig skyldes, at man allerede nu har taget fat på de svære elementer, men det kan også være, fordi Kina har opdaget, at man nu har fat i den lange ende og stiller stadig større krav til præsident Trump om tilbagerulning af allerede indført straftold. Financial Times skrev tirsdag, at man forhandlede om en større amerikansk indrømmelse, der ville rulle straftolden på 15 pct. tilbage på kinesiske varer for 112 mia. dollar. Denne runde af straftold blev indført 1. september, da de to parter fortsat stod stejlt.

Det er fortsat svært at se, hvordan de to parter skal nå til enighed om en stor og omfangsrig handelsaftale. Men skridt i den rigtige retning er trods alt bedre end det modsatte – og det mindsker risikoen for en yderligere optrapning, der har bidraget til investeringstørken i mange virksomheder. Man skal dog nok gemme »breaking news«- skiltet, til der rent faktisk sker et større gennembrud.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør.