Analyse: Ruslands rørledninger til økonomisk frihed

Dette efterår har sat en tyk streg under, hvor afhængig europæisk økonomi er af natugasleverancer fra Rusland. Men set med europæiske øjne kan situationen blive langt værre om få år. Rusland har nemlig foretaget vigtige strategiske investeringer.

Rusland har sikret sig en både politisk og økonomisk fordelagtig situation med strategisk planlagte gasledninger til både øst og vest. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alexey Druzhinyn/EPA/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et af de helt afgørende økonomiske stridspunkter mellem EU og Rusland har været leveringen af naturgas, der fra denne sommer har været lavere end normalt. Næsten halvdelen af naturgasimporten i Europa kommer fra Rusland, hvoraf en del bliver leveret på langsigtede, faste kontrakter og en del følger verdensmarkedsprisen. Det er den sidste del, der har været i spil denne sommer.

Det store konfliktpunkt mellem EU og Rusland er godkendelsen af den nye Nord Stream 2-naturgasledning, der løber parallelt med Nord Stream 1. Den nye rørledning vil kunne fordoble transporten af russisk gas direkte til Vesteuropa – udenom de østeuropæiske lande, som Rusland i længere tid har været i konflikt med.

Det giver Rusland et trumfkort på hånden. Omvendt vil den grønne omstilling i EU på længere sigt betyde en reduceret afhængighed af russisk naturgas – måske.

Hvis europæerne tror, at denne udvikling giver EU øget magt, så har de gjort regning uden det russiske naturgasnet. Rusland kan nu også levere naturgas direkte fra gasfelterne i Sibirien til det kinesiske marked via Siberia 1-ledningen.

Desuden står et andet projekt på spring, nemlig den 2.500 kilometer lange Power of Siberia 2, som skal supplere den nuværende Power of Siberia 1-gasledning og efter planen årligt transportere 50 milliarder kubikmeter naturgas fra Rusland direkte til de tætbefolkede områder i det nordlige Kina.

Og netop den nye Siberia 2-gasledning kan ifølge flere analytikere fyre yderligere op for de geopolitiske konflikter mellem Europa og Rusland, som har kørt siden 2014. For Siberia 2 forbinder de gasfelter, som ellers leverer gas til Europa, til det kinesiske marked. Og dermed kan Rusland skrue op eller ned for gastrykket og samtidig bestemme, om det skal ryge mod øst eller vest.

Det kan give Rusland en overhånd i kommende konflikter med Europa. For selvom Rusland er stærkt afhængig af at kunne sælge sin naturgas, er vi måske mere afhængige af at kunne købe det.

For at sætte lidt i perspektiv så importerer Tyskland omkring 90 procent af al landets naturgas, hvoraf omkring 40 procent kommer fra Rusland.

Det er ikke kun politiske stridigheder, der har fået Rusland til at se mod øst. Europa har de senere år reduceret mængden af længerevarende kontrakter med Rusland om gasleverancer, fordi prisen var højere end verdensmarkedsprisen. I stedet handles mere gas til spotpriserne – de daglige priser, som er langt mere volatile. Både Rusland og Kina har større interesse i længerevarende kontrakter og dermed mere stabile prisaftaler.

Ligeledes har Rusland draget nytte af handelskonflikter mellem Kina og Australien. Australien og USA er Kinas to største leverandører af flydende naturgas – LNG. Med udsigten til endnu en gasledning fra Rusland kan Kina reducere afhængigheden af de to lande, der i efteråret oprettede AUKUS-militærsamarbejdet, der netop er rettet mod Kina.

Samtidig er Kina verdens største udleder af CO2, og præsident Xi Jinpings udmelding sidste år om, at Kina nu skal anvende mindre forurenende energikilder, betyder, at der er et næsten umætteligt marked for russisk naturgas.

Kina udleder omkring 27 procent af verdens drivhusgasser og tre fjerdedele af dette stammer fra kul og olie. Naturgas, som er en væsentlig mindre forurenende energikilde, står derfor til at kunne møde stor kinesisk efterspørgsel, hvilket vil gavne Rusland.

Men Ruslands gasnetværk spreder sig også til Tyrkiet, hvor gasledningen Turkstream, der løber gennem Sortehavet, har forstærket de tætte bånd mellem Rusland og Tyrkiet.

Det russiske fokus på at opdyrke nye markeder for naturgassen betyder, at landet i de kommende år bliver mindre afhængig af afsætningen på det europæiske marked og dermed opnår større handlefrihed.

Rasmus Lolk Christensen er researcher og Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør