Analyse: Her er de to gordiske knuder, som forhandlerne skal løse i Trumps handelskrig

Præsident Trumps weekend-tweets har igen skubbet til forventningen om, at en stor handelsaftale med Kina er lige på trapperne. De fortsatte forhandlinger er gode tegn på en konstruktiv dialog, men det endelige udfald afhænger fortsat af politiske afvejninger i både Washington og Beijing.

Der har været venlige toner mellem USA og Kina i handelsforhandlingerne, men de store stridspunkter udestår. Politiske afvejelser vil afgøre udfaldet. NICOLAS ASFOURI

Der var jubel på aktiemarkederne over udsigten til en forlænget våbenhvile i handelskrigen mellem USA og Kina. Søndagens tweets fra præsident Trump om enighed på en række områder blev samtidig tolket, som om man er tæt på en stor aftale.

Men det er værd at erindre, at Trump kun tweetede om de ting, som parterne forholdsvis nemt kan blive enige om. Der var ikke ét af de tungeste emner med i de præsidentielle tweets. Den samlede tone over for Kina har dog været bemærkelsesværdig venlig – det inkluderer også muligheden for, at Huawei-udfordringerne bliver en del af en aftale eller en særskilt delaftale.