Analyse: Det britiske valg handler ikke om økonomisk vækst

De britiske vælgere er stillet over for en svær opgave. Valgets dagsorden er præget af tunge samfundsemner, som vil forme det britiske samfund fremover. Den økonomiske vækst er svag, men dog også med lyspunkter. De to store partier har holdt sig til deres slagnumre i valgkampen. Det er Brexit og sundhedsvæsenet.

Det britiske valg handler mere om alt mulig andet end den økonomiske situation. Premierminister Boris Johnson vil gerne signalere, at alt bliver godt. Labours Jeremy Corbyn taler mest om sundhedsvæsenet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hannah McKay/AFP/Ritzau Scanpix

Om mindre end en uge går briterne til valg. Et valg, der primært handler om Brexit og det offentlige sundhedssystem. Men underliggende handler det også om, hvilken retning Storbritannien skal bevæge sig i. Skarpt mod højre eller skarpt mod venstre? Udfaldet kan forme ikke bare væksten, men hele den økonomiske struktur i årtier fremover.

Ofte spiller den økonomiske situation en afgørende rolle i valgkampe, men sådan er det ikke ved dette valg. Nøgletal, der siger op eller ned, er begravet i andre nyheder; den økonomiske vækst er på en og samme tid svag og så heller ikke svagere.

Der er fakta som underbygger begge blokkes argumenter for den økonomiske tilstand.

Her går det godt

De konservative kan først og fremmest pege på et arbejdsmarked, hvor den beskæftigede andel af befolkningen er steget til det højeste niveau i årtier. Det er både velfærdsreformer og en mindre tilgang af europæisk arbejdskraft, der har presset mere marginale grupper ud på arbejdsmarkedet.

Desuden har Storbritannien ganske pæne lønstigninger, også når der korrigeres for inflationen. Det betyder, at husholdningerne har lidt mere at slå til søren med – og faktisk har det både været stigende forbrug og en højere grad af opsparing i takt med, at købekraften er blevet forbedret.

Det er tydeligt, at forbrugerne er den altoverskyggende kilde til økonomisk vækst. Forbruget af restauranter, frisører og andre tjenesteydelser, som anvendes i husholdningerne, vokser tre gange så hurtigt som alle andre private ydelser. Det er også den primære kilde til jobskabelse. Husholdninger uden for London-området er også hjulpet af små stigninger i boligpriserne. Det er vel at mærke en hjælp til boligejere – for lejere og potentielle købere vender pilen modsat.

I London-området falder boligpriserne, hvilket ikke er så overraskende i lyset af den store usikkerhed om udsigterne for den finansielle sektor og life science-sektoren efter Brexit. Her er væksten i beskæftigelsen også gået helt i stå. De konservative står svagest netop i London – det er også her, at EU-tilhængerne stod stærkest i folkeafstemningen.

Her går det skidt

Labour kan – lidt paradoksalt – primært pege på erhvervslivets depressive tilstand. Tillidsbarometre i industrien, servicesektoren og byggeriet peger alle på tilbagegang i aktiviteten. Det seneste år er aktiviteten i byggesektoren kun steget marginalt med boligbyggeriet som væsentligste lyspunkt. Produktionen i industrien er til gengæld faldet to procent. Især industrien har råbt højt om, at Brexit uden et tæt forhold til EU vil gøre uoprettelig skade på produktionen. Bilproduktionen rettet mod hjemmemarkedet bliver ved med at falde, mens der de seneste måneder har været lidt mere bund under den eksportrettede produktion.

Det er dog nok ikke kun Brexit, der skræmmer virksomhederne. Labours økonomiske program er en bombe under den private foretagsomhed. Selv uden et eget Labour-flertal vil store dele af den økonomiske politik blive drejet i en erhvervsfjendtlig retning. Derfor skal man også være forsigtig med at drage helt entydige konklusioner om årsagerne til det fortsatte fald i erhvervsinvesteringerne. Især de seneste måneder kan frygten for en Labour-regering have vejet lige så tungt som frygten for et hårdt Brexit.

Udsigterne afhænger af… Brexit

Det er fortsat Brexit, der definerer rammerne for britisk økonomi. Bank of England forventer i sin seneste inflationsrapport fra november, at den økonomiske vækst tiltager igen fra midten af 2020, men dels er centralbanker rimeligt fantasiløse i formuleringen af økonomiske prognoser, og dels bygger centralbanken fortsat på en antagelse om »en velordnet overgang til en omfattende handelsaftale mellem Storbritannien og EU«. Det er nok en rimeligt optimistisk antagelse, og de Brexit-relaterede risici er betydelige.

På den anden side vil 2020 blive et gigantisk overflødighedshorn af populistisk overbudspolitik. Begge partier vil ansætte tusindvis i den offentlige sektor, primært i politiet, inden for uddannelse og i sundhedsvæsenet. De offentligt ansattes løn skal også have et skub op efter en lang periode med låg på. Begge partier vil massivt forøge de offentlige investeringer og byggeriet af nye boliger. De konservative vil også sætte skatten ned i løbet af de første hundrede dage.

Det er alt sammen totalt uansvarligt. Men det bliver svært at løbe fra efter et valg. Derfor kan det offentliges bidrag til den økonomiske vækst blive ganske betydeligt både næste år og de efterfølgende år. Brexit eller ej.

Det mudrede billede og ikke mindst de vilde valgløfter er med til at gøre økonomien mindre anvendelig som politisk baseballbat. Og de britiske vælgere? De vil egentlig helst bare have det hele overstået – valg og Brexit – og så begynde at genopbygge noget, der kan betegnes som »normalt«.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør