Analyse: Derfor står Kinas økonomi i et vadested

Kina har verdens næststørste økonomi og har de senere år leveret en stor del af den globale vækst. Handelskrigen med USA har accelereret en nødvendig ændring af den hidtidige vækstmodel. Men tør myndighederne give slip?

Kinas vækst er aftagende. Sådanne udmeldinger kan skabe bæven blandt økonomer og i de finansielle markeder. Kina har de seneste år leveret omkring en tredjedel af den samlede vækst i den globale økonomi. Den umættelige efterspørgsel efter råvarer har sat sit tydelige præg på Kinas handelsmønstre og investeringer. Når Kina nyser, får verden influenza.

Men den kinesiske økonomi er i kroner og øre mere end tredoblet siden 2004. Det betyder, at udgangspunktet for fremtidig vækst er højere – og dermed kommer et nedadrettet pres på vækstraterne. En vækst på ti pct. i 2010 betød 4.300 mia. yuan højere aktivitet, men ti pct. i år vil betyde en vækst på 7.900 mia. yuan.

Samtidig er det åbenlyst, at Kina mange steder har opnået et højt sofistikeret niveau, f.eks. i virksomhederne, infrastrukturen og boligmassen. De lavthængende vækstfrugter er ved at være plukket, og marginaludbyttet af investeringer er mindre, end det har været tidligere. Samtidig er Kina plaget af demografisk modvind: I modsætning til eksempelvis Indien får Kina ikke længere hjælp fra en stigende arbejdsstyrke, tværtimod. Vi skal derfor strukturelt vænne os til lavere vækst i Kina, men med en stigende vægt i verdensøkonomien vil bidraget til den samlede globale aktivitet fortsat være højt.

Væksten har samtidig ændret karakter. Vi betragter nok fortsat Kina som verdens fabrik, men nettoeksporten har faktisk trukket ned i væksten de senere år. Kina eksporterer fortsat meget, men importerer mere. Det betyder også, at handelsoverskuddet er faldet fra 5,6 pct. af bruttonationalproduktet i 2015 til godt to pct. i år. Det er også et tegn på stigende velstand og et ændret forbrugsmønster, hvor efterspørgslen efter vestlige varer er steget. Grøn teknologi er også et område, hvor Kina investerer stadig mere. En af udfordringerne ved en voksende middelklasse er, at vækst for enhver pris ikke længere er en anvendelig strategi. Ligesom i resten af verden vil kinesere gerne kunne trække vejret uden at dø af det.

Det højere indkomstniveau betyder også, at omkostningsniveauet er steget i Kina, og at andre lande i regionen dermed har tiltrukket flere af de industrier, der var udgangspunktet for Kinas industrielle revolution, eksempelvis tekstil og sko. Helt centralt i regeringens plan for at bevæge sig videre op ad værdiskalaen er »Made in China 2025« – en hyperambitiøs plan om at være førende i en lang række af de sektorer, der vil dominere morgendagens økonomi. Det er også den plan, præsident Trump har store problemer med. Hvis Kina implementerer en statsstøttet strategi om global dominans, hvilken rolle spiller vi andre da?

Kina har løbende foretaget en kontrolleret åbning og liberalisering af økonomien, men kun i det tempo og omfang, der gavnede kinesiske interesser. Det bliver nu udfordret af præsident Trump og (mindre larmende) af EU og Japan. Desuden er den hidtidige vækstmodel baseret på stadig mere gæld i virksomhederne nok ved at have udtjent sin værnepligt. Kina har brug for at tage et tigerspring ind i den globale økonomi med det ansvar og de begrænsninger, som det lægger på myndighedernes evne til at styre den økonomiske udvikling. Spørgsmålet er, om man i Beijing er villig til det.

Ulrik Bie er Berlingskes økonomiske redaktør