Når Christine Lagarde på torsdag indtager pressepodiet efter det pengepolitiske møde i Den Europæiske Centralbank, ECB, er overgangen fra Mario Draghi tilendebragt. Der er endegyldigt en ny kaptajn på broen.
Lagarde er ikke kommet med bombastiske udmeldinger i sine første uger i formandsstolen, men har levet op til de kvaliteter, som hun er kendt for: En brobygger, der har fokuseret på et forbedret internt samarbejdsklima. Det var der alvorligt behov for efter Draghis konfrontatoriske kurs det seneste halve år.