USA har indført told på guldbarrer på et kilo for at vende op og ned på det globale guldmarked og ramme Schweiz, der har en meget stor beholdning af guld. 

Det får guldpriserne – der i forvejen har sat rekord gang på gang i år – til at skyde i vejret. 

Det skriver flere internationale medier, herunder Financial Times og Bloomberg. 

Oprindeligt forventede markedet, at toldmyndighederne i USA ville klassificere guldbarrerne under en toldkode, der undtog dem fra tolden. Nu viser det sig, at det stik modsatte er tilfældet. 

Kilobarrer er den mest almindelige form, der handles på Comex, verdens største guldfuturesmarked. Det udgør samtidig størstedelen af Schweiz' eksport af guldbarrer til USA.

Comex-guldfutures til levering i december stiger fredag til rekordniveau på 3.534 dollar pr. troy ounce (31,1 gram), efter at Financial Times har beskrevet de amerikanske toldmyndigheders afgørelse.

Forholdet mellem Washington og Bern var allerede anspændt, efter at USA i sidste uge annoncerede en told på 39 procent på import fra landet. 

Prisen brager i vejret

Det ældgamle ædelmetal har historisk været en investering, der giver et sikkert og stabilt afkast i tider med uro i verden. En såkaldt sikker finansiel havn.

Guld har derfor været anvendt som investering til at mindske tab under global uro.

De seneste år har der dog været fart på guldprisen. Alene siden begyndelsen af 2023 er guldprisen steget med 82 procent.

Det er en højere stigning end både amerikanske og globale aktier. 

Til sammenligning er det danske eliteindeks, C25, »blot« steget med 12 procent, og det fælleseuropæiske Stoxx 600 med otte procent, mens S&P 500-indekset er steget med 18 procent. Tager man en bred kurv af globale aktier, har en dansk investor fået 15 procent i afkast.

Især i år har guldprisen igen og igen slået rekord. 

Det seneste år er guldprisen steget omkring 28 procent. Det er sket, mens dollaren samtidig er faldet.

Værdien af alt verdens guld udgør nu en femtedel af verdens BNP, hvilket er det højeste nogensinde.