Amazon fortsætter med at skamfere børsdebutant

Blue Apron, USAs svar på Aarstiderne, får kindhest på kindhest af giganten Amazon. Nu er endnu en landet.

Foto: © Mike Segar / Reuters.
Læs mere
Fold sammen

Det amerikanske selskab Blue Apron har været på børsen mindre end en måned, men er allerede blevet slagtet. Aktierne er faldet omkring en tredjedel, og al entusiasme omkring selskabet er væk.

Mandag fik selskabets aktier endnu en lussing, denne gang på 10,5 procent. Dermed har aktionærerne tabt omkring 500 millioner dollar - 3,2 milliarder kroner - på tre uger.

Synderen er giganten Amazon. Den enorme markedsplads på nettet, der solgte for 882 milliarder kroner sidste år og tjente over 15 milliarder kroner.

Blue Apron er en service, der sender råvarer og opskrifter direkte til forbrugerne. Meget ligesom Aarstiderne i Danmark.

Servicen er vokset betragteligt de seneste år og besluttede sig for at gå på børsen.

Men kort tid før aktien skulle noteres meddelte Amazon, at man købte premium-supermarkedskæden Whole Foods for et milliardbeløb.

Og så var fanden pludseligt løs i laksegade for Blue Apron.

Amazon lever af at kunne levere ting hurtigt, og det åbnede fluks op for spekulationer om, at giganten ville gå ind på Blue Aprons marked.

Og det med betydeligt flere milliarder dollar i ryggen, en etableret evne til at levere dag til dag og en nyindkøbt udbyder af gode råvarer.

Søndag aften amerikansk tid kom det så frem, at Amazon har taget patent på sloganet:

»We do the prep. You be the chef.«

Varemærket, der er søgt hos myndighederne 6. juli, dækker over "forberedte måltidskasser af kød, kylling, fisk, skaldyr, frugt og grøntsager klar til tilberedelse".

Det er endnu et stærkt signal om, at Amazon er på veje lige ind på Blue Aprons marked.

Blue Apron blev børsnoterer 28. juni til 10 dollar per aktie. Mandag lukkede den i 6,59 dollar.