Aldrig for tidligt at lære om iværksætteri

Børn ved for lidt om at være iværksætter. Det kan stoppe dem fra at vælge den vej senere i livet, mener serieiværksætter Martin Bjergegaard, der har skrevet en børnebog om at føre idéer ud i livet.

Martin Bjergegaard har skrevet en?børnebog om at være iværksætter, fordi?han mener, børn ved for lidt om det.?Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alle børn ved, hvad en elektriker, en brandmand, en sanger og en lærer laver, men færre børn har styr på, hvad det vil sige at være iværksætter. Allerede i en ung alder får mange en idé om, hvad de vil være, når de bliver voksne, og der er en masse inspiration at hente alle vegne.

Men at være iværksætter og åbne sit eget firma er ikke en mulighed for mange børn, fordi de ikke får inspiration til det. Det mener Martin Bjergegaard, der er serieiværksætter og arbejder med at etablere virksomheder og sælge dem. Nu har han skrevet et børne­eventyr, der hedder »Den Store Idé« om at få en idé og føre den ud i livet.

»Det er lettere for børn at forholde sig til at være professionel fodboldspiller eller elektriker ligesom far end at være iværksætter og selv skulle definere sit arbejde. Hvis ikke børnene får iværksætteriinspiration tidligt og lærer, at det også er en mulighed at starte sin egen virksomhed, så tror jeg, det kan blive for sent,« siger Martin Bjergegaard.

Han er selv vokset op i en iværksætter­familie og lærte tidligt, hvordan den verden ser ud. Derfor er det også meget naturligt for ham selv at åbne virksomheder. Det vil han gerne bringe videre til børn, så de får en fornemmelse af, at de selv kan skabe noget, hvis de vil.

»Ideerne begynder et sted, og det kan sagtens være med en saftevandsbod. Hvis børn gerne vil have flere lommepenge, kan de selv gøre noget, og de behøver ikke stille sig i kø til et job som avisbud. Verden er skabt af ideer fra folk, der ikke er klogere end dem, og om ti år ser verden helt anderledes ud, fordi der er der nye folk, der har fået andre ideer. Og børnene skal vide, at de kan være én af dem,« siger Martin Bjergegaard.

Fokus fra barnsben

Eva Vedel er 12. og 13. september arrangør af den årlige Iværk&Vækst, der er en inspirationsmesse for selvstændige og iværksættere. De har i år valgt at sætte fokus på børne­iværksættere, fordi det ifølge Eva Vedel er vigtigt at fokusere på de kreative mennesker med iværksætter­ambitioner allerede fra barnsben.

»Der er utrolig meget fokus på løn­modtager­kulturen i uddannelsessystemet og i opdragelsen af vores børn. Jeg synes, det er vigtigt at skabe en iværksætterlyst, mens børnene er virkelystne, kreative og åbne over for input. Ofte sætter man en dæmper på alle de ting for børnene, fordi de skal være klar til at være lønmodtagere, men der skal fokus på, at det er et attraktivt alternativ at være iværksætter,« siger Eva Vedel.

Fra idé til virkelighed

Hun har inviteret Martin Bjergegaard til messen for at læse op fra eventyrbogen, og derudover har hun inviteret børne­iværksættere, der kan fortælle om, hvordan de har gjort. Den yngste af børnene er 12 år og selvstændig landmand med sin egen jord og egen traktor, som han har sparet sammen til ved at sælge sine egne varer i sin gårdbutik.

»Børnene skal vide, at man kan få en idé og se den blive til virkelighed. De skal vide, at man har mange muligheder, men også at det koster noget. Som barn kan man komme mere legende til tanken om iværksætteri. Jeg kender for eksempel ikke nogen børn, der ikke elsker at lege købmandsbutik. Børnene er vores fremtid, og de skal skabe de virksomheder og de arbejdspladser, Danmark skal leve af,« siger Eva Vedel.

Martin Bjergegaard har selv en datter på syv år, og han mener, at hvis børn bliver opfordret til det, kan de sagtens få gode idéer.

»Min datter vil gerne lave en skole for børn, der vil være iværksættere. Og jeg som forælder tænker, at hun ikke ved noget om, hvordan man bliver iværksætter, men jeg siger ikke noget. Når hun lokker andre børn til at lege iværksætterskole, så finder hun ud af, at hun skal finde på noget at sige til dem. På samme måde lærer de, at ideer kan udvikles hen ad vejen,« siger Martin Bjerge­gaard.