Aktier og renter stiger – pænt »kongetal« fra USA

Opgøret mellem Donald Trump og Elon Musk har suget al opmærksomhed til sig. Men det er kun en mindre del af de mange dagsordener, der tilsammen udgør Cirkus Trump – og som hver dag skubber til økonomien. Men indtil videre viser de hårde nøgletal modstandskraft.

Donald Trumps handelskrige skaber enorm usikkerhed for erhvervslivet. Jobmarkedet bliver helt afgørende for opbakningen til Trumps politik.  Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

Det har været en uge, hvor bølgerne er gået højt i Washington. For at sige det mildt.

Kampen mellem Donald Trump og Elon Musk truer ikke kun sammenholdet i den brede MAGA-koalition af ultrakonservative, men rejser også nye og alvorlige spørgsmål om, hvordan Trump bruger sit embede til at give løfter og udstikke trusler efter behag.