Aktier: Nyt udsalg blandt it-kolosser sender indeks ned

Det amerikanske aktiemarked er torsdag åbnet med uensartede udsving, hvor særligt it-aktierne tager en ny nedtur.

Læs mere
Fold sammen

Ved markedsåbning falder det teknologitunge Nasdaq 100-indeks 0,6 pct., mens de to andre ledende indeks, Dow Jones og S&P 500, begge noterer stigninger på 0,1 pct.

Det følger efter en onsdag, hvor de tre amerikanske indeks strøg frem med stigninger på mellem 0,7 og 1,4 pct.

Med til at trække Nasdaq 100-indekset ned er it-kæmper som Apple, Facebook og Googles moderselskab, Alphabet, der ellers steg onsdag og noterede plusser på mellem 1,4 og 1,8 pct. Men torsdag falder de tre kolosser inden for teknologiområdet i intervallet 0,7-1,1 pct.

På det seneste har der også hersket en del uro omkring det generelle it-segment, hvor flere selskaber har været under pres og oplevet udsalg blandt investorerne. Bekymringen har primært været bundet op på, om segmentet måske har klaret sig bedre, end det kan retfærdiggøres.

Større optimisme er der i banksektoren, hvor de amerikanske banker onsdag bestod den seneste stresstest fra landets centralbank, Federal Reserve. Efter onsdagens stigninger i intervallet 2,0-2,6 pct. ligger JPMorgan Chase, Bank of America og Wells Fargo torsdag med stigninger på mellem 2,4 og 3,0 pct.

Sent torsdag aften dansk tid bliver der desuden præsenteret regnskab fra sportsgiganten Nike, der kommer til at offentliggøre sine resultater for fjerde kvartal og dermed helåret.

Ifølge Bloomberg News kommer investorer til at skulle holde særligt øje med selskabets varebeholdninger, bruttomarginer, forventninger til 2018 samt kommentarer til fremtidige ordrer. I torsdagens indledende handel falder Nike-aktien 0,1 pct.