Aktier: Kurserne falder en smule i Europa

Der pustes ud på de europæiske aktiemarkeder fredag middag, inden næste mulige kursrykker rammer børserne klokken 14.30, når arbejdsmarkedsrapporten fra USA i august lander.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Økonomer venter ifølge Bloomberg News, at der blev skabt 230.000 arbejdspladser uden for landbruget, og tallet skal helst hverken være alt for dårligt eller for godt, da en positiv overraskelse kan fremrykke økonomers forventninger til en amerikansk renteforhøjelse.

Det brede Stoxx Europa 600-indeks falder 0,6 pct. til 346,95 efter en stigning på 1,1 pct. torsdag, da Den Europæiske Centralbank, ECB, overraskede de fleste markedsdeltagere ved at tage det tunge skyts i brug. ECB's toneangivende udlånsrente blev sænket til blot 0,05 pct. samtidig med, at ECB annoncerede et program for opkøb af realkreditobligationer og såkaldte Asset Backed Securities, der er obligationer udstedt med sikkerhed i løbende betalinger fra eksempelvis lån eller lejeaftaler.

Over ugen er Stoxx Europa 600-indekset dog fortsat steget 1,4 pct., og torsdag sluttede aktieindekset i det højeste niveau i to måneder.

Blandt fredagens faldende aktier er London Stock Exchange Group, LSE, der driver London-børsen. Selskabets største aktionær Borse Dubai, som driver emiratets børs, satte sent torsdag efter børslukketid i alt 8,5 mio. aktier til salg i LSE, svarende til en samlet aktiepost på 3,1 pct. Aktieposten ventes ifølge kilder, Bloomberg News har talt med, solgt til 2020 pence per aktie. Aktien i LSE falder 2,6 pct. til 2034 pence.

I Sverige er den svenske medievirksomhed Eniro, der blandt andet driver danske Krak og andre digitale søgemaskiner, i næsten frit fald. Eniro dratter hele 23 pct. til 15 svenske kr., efter at undersøgelser, som revisionsfirmaet PwC har udarbejdet på anmodning fra selskabets bestyrelse, har vist tegn på urigtige regnskabsopgørelser.

Bestyrelsen for Eniro vil nu vurdere, om der er baggrund for at indgive en politianmeldelse som følge af de urigtige regnskabsrapporteringer.

Efter gennemgangen og en analyse af fremtidsudsigterne nedjusterer Eniros nye ledelse forventningerne til 2014-resultatet til et driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 700 mio. svenske kr. fra tidligere 850 mio. svenske kr.

Den australske minegigant BHP Billiton falder 1,2 pct. Selskabet ser ud til at være nået et skridt nærmere en gennemførelse af det massive udskillelse af aktiviteter til et selvstændigt selskab, som blev annonceret første gang den 19. august.

I hvert fald har storaktionærer i både Australien, Sydafrika og Storbritannien, hvor BHP Billiton er børsnoteret, vendt tommelfingeren opad i forhold til planerne, skriver The Australian.

Royal Bank of Scotland falder 1,6 pct. i London. Wall Street Journal skriver, at et skifte i den skotske folkestemning om uafhængighed til fordel for et ja har bragt skotske banker, som Royal Bank of Scotland, i fokus. Flere analytikere og investorer er nemlig bekymrede for, at et ja til uafhængighed kan kaste Skotland ud i økonomisk usikkerhed, der vil ramme bankerne hårdt.

En ny meningsmåling fra Yougov viser, at flere skotter end tidligere bakker op om uafhængighed.