AE-råd: Kommissionen fortaber sig i universiteter

Universiteterne tager alt for meget fokus i dagens rapport fra Produktivitetskommissionen omkring det danske uddannelsessystem. Det mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Formand for Produktivitetskommissionen fremlægger dagens rapport. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bothager

Der er alt for meget fokus på universiteterne, men for lidt opmærksomhed på folkeskolen og erhvervsuddannelser.

Sådan lyder reaktionen fra direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen på dagens rapport fra Produktivitetskommissionen.

»Der er rigtigt set af kommissionen, at der skal være flere videregående uddannelser, der er rettet mod den private sektor. Men der synes vi nok, at kommissionen har lidt for meget fokus på, hvad der foregår i universitetsverdenen,« siger han til Berlingske Business.

Lars Andersen mener, at der bør være mere fokus på de korte og mellemlange erhvervsuddannelser, der er rettet mod den private sektor, f.eks. indenfor f.eks. handel, teknik - og ingeniørområdet.

Derudover peger han på, at kommissionen glemmer en stor gruppe af unge, der har svært ved at gennemføre en uddannelse.

»Noget af det, som kommissionen ikke har fokus på, er de 15 procent, der ikke får en uddannelse. Det er det mest alvorlige problem,« siger Lars Andersen

Ifølge direktøren er den langsigtede løsning er, at vi skal udvikle en bedre folkeskole. Men her og nu er der behov for at fokusere på at tilrettelægge erhvervsuddannelserne, så de bliver et reelt alternativ til gruppen af unge, der ellers risikerer at falde udenfor systemet.

»Vi må sørge for at få mere fokus på blandt andet de her flexuddannelser, som er en uddannelse for de, som ikke har haft succes i folkeskolen,« siger Lars Andersen.

Han bakker dog op om kommissionens anbefalinger om, at de unge bør have et økonomisk incitament til at vælge en uddannelse, der giver større sandsynlighed for varige beskæftigelse - som f.eks. lavere SU.

»Det er vi sådan set enige i. For der bruges lige nu for mange penge på, at folk vælger om eller falder fra deres uddannelser.«