Adgangsbillet til de riges klub: 500.000 kr.

Hvornår er man rig i Danmark? Det giver en ny analyse svar på. Kravet er, at man tjener mindst 500.000 kroner på arbejdsmarkedet, hvis man vil være blandt de fire procent bedst lønnede herhjemme.

Toppen i Danmark er vandret opad. Lønnen er steget mest for dem, som i forvejen var rige. Fold sammen
Læs mere
Foto: Colourbox
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En årsløn fra arbejde på tæt på 500.000 kroner, eller mere end dobbelt op i forhold til de indkomster, der er i befolkningen som helhed. Sådan er adgangsbilletten, hvis man vil sikre sig en plads blandt Danmarks 200.000 rigeste personer.

Men ud over pæne indkomster fra arbejde, har de mest velstillede herhjemme også store indtægter fra aktier og obligationer eller fra private pensioner, som er på mere end 300.000 kroner årligt. Det sender deres samlede indkomst op i nærheden af 900.000 kroner årligt.





Det viser en kortlægning af, hvordan der ser ud på den økonomiske solside af det danske samfund, som er udarbejdet af chef-analytiker Jonas Schytz Juul fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Eksklusivt – så 600.000
Hvis man skal være en del af den helt eksklusive gruppe af Danmarks 50.000 allermest velstillede, så er kravet dog endnu større. Så skal man have en lønseddel fra jobbet på mere end 600.000 kroner årligt, og endnu mere i formueindkomst, så den samlede årsløn før skat runder 1,5 millioner kroner. Det gælder for personer.

Ses der i stedet på husstande, er det over én million kroner før skat, og helt præcist 585.000 kroner efter skat, de 200.000 rigeste danske familier i snit har at rutte med. Det betyder, at næsten 49.000 kroner står klar til forbrug i disse familier hver eneste måned året rundt.

Blandt de rigeste danske familier runder de private formuer tilmed fem millioner kroner i snit, fremgår det, og det er især i form af store friværdier, hvorfor deres boliggæld og boligudgift derfor er til at overse. Formuen er vel at mærke talt op, efter at alle former for gæld til bank, realkredit med videre er trukket fra.

Portrættet af Danmarks rigeste familier afslører også, at de rige typisk er mellem 50 og 59 år, bor sammen med en ægtefælle og i overraskende høj grad har villa på de mest eftertragtede adresser i Nordsjælland. Gentofte, Rudersdal, Hørsholm og Lyngby-Tårbæk huser således mere end 80 procent af Danmarks 200.000 rige personer.

Forskellene øges
Analysen peger også på, at der frem til 2007 kom markant flere velstillede danskere, fordi folk med gode indkomster fik større lønhop end andre grupper.

»Men det er en naturlig del af det opsving, som buldrede af sted herhjemme, frem til en vending satte ind i købet af 2007. Det er også en udvikling, som har været meget kraftigere i USA og andre vestlige lande end herhjemme,« siger professor Niels Chr. Westergård-Nielsen fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.

»Toppen er vandret opad. Lønnen er steget mest for dem, som i forvejen var rige, da tiderne var gode. Det skyldes, at der har været rift og konkurrence om de bedste medarbejdere. De bedst kvalificerede har kunnet vælge og vrage mellem gode job med høje lønninger,« siger Niels Chr. Westergård-Nielsen. Han tilføjer, at det især er i en periode fra 2004 og frem til den aktuelle afmatning satte ind, at de økonomiske forskelle herhjemme er vokset.

»Siden er det formentlig gået den anden vej, fordi aktiekurser og boligpriser er faldet, hvilket især har ramt de velstillende,« siger professoren.

Seniorforsker Ulf Hjelmar fra Anvendt Kommunal Forskning (AKF) siger, at også, at økonomiske forskelle med stor sandsynlighed er blevet mindre de senere år. Vejen til rigdom går typisk via en lang uddannelse, som fører til et arbejde inden for realkredit, bank, advokatvirksomhed, medicinalindustri eller liberale erhverv som læge, dyrlæge, tandlæge, revisor med videre.

Men det gælder ikke bare om at være veluddannet inden for de rette områder, hvis man vil være rig. Man skal også være mand. Blandt rige er indkomsten hos mænd således på 1,2 millioner kroner årligt i snit. Kvinderne må derimod nøjes med 564.000 kroner.