Aalborg får nu håndsrækning

Erhvervs-

og Boligstyrelsen har netop uddelt den sidste del af regeringens 2003-pulje, der skal fremme privat udlejningsbyggeri.



Investeringsrammen

på 507 mill. kr. går til byggeri af 417 lejligheder i Aalborg.



Byggeriet betyder, at Nordjylland får et godt

tilskud af familieboliger til en leje, der er til at betale for almindelige familier.



Byggeriet giver mere end 1000 nye arbejdspladser.

Nordjylland får dermed en saltvandsindsprøjtning på et tidspunkt, hvor området er hårdt ramt af afskedigelser.





Udviklingsselskabet af 15. december 2003 ApS skal stå for det nye byggeri. Selskabets direktion består af Carl Ejler Rasmussen

og Jørgen Enggaard - begge kendt i ejendomsbranchen.



For at skabe sikkerhed om byggeriets gennemførelse, skal ansøgeren

have en byggegrund. Derfor skal udviklingsselskabet inden 14 dage dokumentere, at selskabet ejer eller har aftale om at købe

den grund, som byggeriet skal opføres på.

Gode erfaringer

Erfaringerne med den første ansøgningsrunde

i 2003 viser i øvrigt, at puljen fungerer efter hensigten. Her fik fire projekter tilsagn om andel i investeringsrammen. De

gik til projekter i Hillerød 168 lejligheder, Aalborg 160 lejligheder, København 129 lejligheder og Randers 42 lejligheder.



Alle

fire projekter har nu fået byggetilladelse. Det betyder, at der bliver opført ca. 500 nye udlejningsboliger som resultat

af første ansøgningsrunde.



Den samlede pulje i 2003 var på én mia. kr., der går til opførelse

af i alt ca. 900 lejligheder.