AaB-boss: Nedjustering skyldes primært forhøjelse af spillerløn

Aalborg Boldspilklub (AaB) nedjusterer forventningerne til årets resultat til et overskud før skat på 15-20 mio. kr. mod tidligere »I niveauet 25 mio. kr.«

30.april: AaBs sportschef Allan Gaarde og direktør Stephan Schors før kampen Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Årsagen er primært, at ledelsen i den nordjyske boldklub har besluttet sig for at forhøje spillernes løn.

Det siger administrerende direktør Stephan Schors til Ritzau Finans.

» Vi har valgt at bruge ekstra penge på spillerløn og optimere vores spillertrup. Vi kan gøre det, fordi vi har en god ballast, mange likvider og ingen gæld, så vi er i en position, hvor vi kan tillade os at bruge lidt ekstra,« siger han.

»Som børsnoteret selskab diskuterer man selvfølgelig, om det i stedet bør munde ud i et økonomisk afkast. Men hovedparten af vores interessenter er både aktionærer og fans. Både dem og Nordjylland i øvrigt vil gerne se et sportsligt afkast. Det håber vi kan indfris ved at allokere ekstra midler direkte ind i fodbolden,« siger Stephan Schors.

AaB-aktien falder torsdag 2,22 pct. til 0,31 kr.