A-kasserne melder klar til jobsamtaler

Jobformidling. Virksomhederne kan se frem til en meget bedre og målrettet formidling af arbejdskraft, når A-kasserne overtager en stor del af jobformidlingen for forsikrede ledige. Det lover A-kassernes Samvirke.

Virksomhederne bliver de store vindere, når a-kasserne overtager en stor del af kontakten og formidlingen af jobs til forsikrede ledige.

Det lover Torben D. Jensen, sekretariatschef i A-kassernes Samvirke, som er en paraplyorganisation for landets 30 a-kasser.

Som et led i Velfærdsreformen overtager a-kasserne fra 1. januar 2007 blandt andet CV-samtaler og tre måneders opfølgningssamtaler for forsikrede ledige, lige som de kommer til at stå for en stor del af formidlingen af jobs til de forsikrede ledige.

Dansk Arbejdsgiverforening, DA, frygter, at a-kassernes styrkede rolle, vil gå ud over den geografiske og faglige mobilitet på arbejdsmarkedet. Men det kommer ikke til at ske, lover A-kassernes Samvirke.

- Virksomhederne vil opleve, at det går stærkere med at få den nødvendige arbejdskraft end hidtil. I øjeblikket kan vi godt blive forundrede over arbejdsgivere, der siger, at de ikke kan få den arbejdskraft, de har brug for. For i a-kasserne ved vi, at den findes, siger Torben D. Jensen.

Altid nogen der fyresHan mener, at mange virksomheder ikke har gjort nok for at finde den arbejdskraft, de mangler. Mange bruger deres egne rekrutteringssystemer via deres egne netværk, men de kilder tørrer hurtigt ud i en situation med meget lav ledighed.

- Men her vil a-kasserne kunne hjælpe, for der er altid nogen, der bliver fyret, uanset hvor godt det går. Der er stadig en utrolig omsætning af arbejdskraft i Danmark, og det er os, der helt præcist ved, hvor der er ledige her og nu. Jeg er sikker på, at hvis for eksempel en malermester henvender sig til Malernes A-kasse, så vil han meget hurtigt kunne få den arbejdskraft, han efterspørger, siger Torben D. Jensen.

Han mener ikke, at a-kassernes faglige forankring vil give problemer for formidlingen af jobs, ligesom det er uden den store betydning, at nogle a-kasser har et vidt forgrenet net af lokalafdelinger, mens andre kun har et eller to kontorer i hele landet.

- Det afgørende er, at a-kasserne har en stor føling med, hvor der er ledige og ledige jobs. Tag f.eks. Danske Sundhedsorganisationers A-kasse. Det er landets mest effektive a-kasse med en ledighed på 0,5 pct. Hvis ikke a-kassen var så effektiv drevet ville ledigheden ligge på to til tre pct., selvom der er stor mangel på sundhedspersonale, siger Torben D. Jensen.

Han er helt overbevist om, at de øvrige a-kasser også vil kunne løfte opgaven, som blandt andet omfatter ca. 80.000 cv-samtaler med nytilmeldte ledige årligt. Men for nogle a-kassers vedkommende vil det kræve, at de i den kommende tid, sætter fokus på effektiviteten.

- Mange a-kasser kommer til at overveje mere effektivisering og at nedtone nogle af de opgaver, de har i dag. Det er også muligt, at der blive behov for flere medarbejdere. Men det er helt sikkert, at vi kan nå at blive klar til at løfte opgaven til 1. januar, siger Torben D. Jensen.



Læs mere på www.ak-samvirke.dk og www.a-kassetjek.dk