870 ringbind om udbytteskattesagen fragtet fra København til Jylland - i dag følger yderligere 61

Skatteministeriet arbejder videre på at aflevere alt materiale i udbyttesagen til undersøgelseskommissionen - i fysisk form.

Merete Agergaard, direktør i Skattestyrelsen, oplyser i en pressemeddelelse, at de arbejder på højtryk med tusindvis af dokumenter, som skal sendes til undersøgelseskommisionen. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Printerne i Skatteministeriet er formentlig på overarbejde.

Inden udgangen af september forventer ministeriet nemlig at have leveret alt materialet i udbyttesagen, og i dag sendes endnu 61 fysiske ringbind afsted fra København til Aarhus.

Ifølge en pressemeddelelse fra Skatteministeriet er der tale om »et højt prioriteret arbejde«, som har stået på siden nedsættelsen af undersøgelseskommissionen om SKAT i efteråret 2017.

Skatteministeriet oplyser, at opgaven indebærer en manuel gennemgang af et omfattende materiale, som dækker flere hundrede tusind dokumenter fra en periode på over 15 år.

Gennem de seneste ti måneder har undersøgelseskommissionen således modtaget intet færre end 870 fysiske ringbind med faneblade og aktlister - som undersøgelseskommissionen ønskede.

»Der er tale om et bredt kommissorium, som dækker over mange år og mange dokumenter og involverede parter, og på den måde flere hundrede tusind dokumenter. Derfor skal materialet naturligvis være overskueligt for undersøgelseskommissionen,« siger Skattestyrelsens direktør, Merete Agergaard, ifølge pressemeddelelsen, der fortsætter:

»Det tager lang tid at gennemgå og gøre overskueligt, og den opgave gør vi alt, hvad vi kan for at løfte godt og hurtigst muligt.«

I dag sendes yderligere 61 ringbind med de mange printede dokumenter afsted.

Læs guiden over skandalerne i Skat her.