4,7 milliarder til erhvervsfremme forsvinder i bureaukrati

Af de 258 offentlige aktører i systemet er der 30, der har til opgave at koordinere de andre, og der er i alt 1.900 personer – målt som fuldtidsjobs – i arbejde som konsulenter og rådgivere på området, der hvert år står for et forbrug på 4,7 milliarder kroner. Fold sammen
Læs mere

Hvert år bruger staten, regionerne og kommunerne 4.700 millioner kroner på konsulenter, netværk og støtteordninger, der skal hjælpe især små og mellemstore virksomheder til at skabe vækst og nye arbejdspladser.

Men halvdelen af virksomhederne kan slet ikke overskue eller finde rundt i de mange tilbud og støtteordninger, som udbydes af i alt 258 forskellige offentlige aktører. Det viser en undersøgelse, som Dansk Industri, DI, har foretaget via sit virksomhedspanel, skriver Politiken.



Resultatet af undersøgelsen får Dansk Industri til at konkludere, at der er brug for en »grundig oprydning« i erhvervsfremmesystemet.

»Det er lavet i en god mening, men det er løbet løbsk«, siger Kent Damsgaard, der er vicedirektør i Dansk Industri, til Politiken.

Blandt deltagerne i DI’s virksomhedspanel har 15 procent svaret, at de »slet ikke« har noget overblik over de mange offentlige tilbud, mens 35 procent siger, at de kun har det i »lav grad«. Kun 11 procent siger, at de i »høj grad« eller »i meget høj grad« har overblik over tilbuddene.



Af de 258 offentlige aktører i systemet er der 30, der har til opgave at koordinere de andre, og der er i alt 1.900 personer – målt som fuldtidsjobs – i arbejde som konsulenter og rådgivere på området, der hvert år står for et forbrug på 4,7 milliarder kroner. Ifølge DI er det ofte tilbud, som virksomhederne slet ikke har brug for.

»Der er eksempler på, at man så er begyndt at hyre telefonsælgere ind, som kimer virksomhederne ned for at høre, om de ikke godt vil bruge deres ydelser, for nu har man nogle penge, der skal bruges inden for en bestemt tidsperiode«, siger Kent Damsgaard til Politiken.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er enig i behovet for oprydning:

»Vi skal lytte til DI’s medlemsundersøgelse. Virksomhederne skal møde et enkelt erhvervsfremmesystem med fokus på kvalitet og effektivitet og ikke et system med mere end 250 forskellige offentlige aktører. Det kan vi godt gøre bedre, og det skal vi gøre bedre«, siger Brian Mikkelsen til Politiken.