3F kræver jobpakke mod fyringer

Massefyringerne går hårdt ud over 3F's medlemmer - nu kræver forbundet hurtig politisk handling og en jobpakke, der skal bremse væksten i ledigheden.

Læs mere
Fold sammen
Bankpakke II er i hus - men det stopper øjensynligt ikke den fyringsbølge, der siden nytår har ramt Danmark, og nu kræver fagforbundet 3F en jobpakke med øjeblikkelig virkning, der skal bremse væksten i ledigheden.

Mandag varslede FLSmidth fyringer af op mod 600 medarbejdere, heraf omkring en tredjedel i Danmark, mens Coloplast indleder forhandlinger om fyring af op mod 150 ansatte.

- Nu må regeringen komme i arbejdstøjet. Vi har som samfund ganske enkelt ikke råd til, at så mange mennesker ender i arbejdsløshed og måske i mange år i fremtiden skal se passivt til fra sidelinjen, siger 3F's formand Poul Erik Skov Christensen.

Arbejdsløsheden er en katastrofe for de berørte familier. Hvert 4. medlem af 3F får mere end halveret deres indkomst som følge af arbejdsløshed, og det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, hvad det betyder for terminen og husholdningsbudgettet, påpeger han.

- Derfor må politikerne vedtage en jobpakke med øjeblikkelig virkning, der bremser væksten i ledigheden, siger Poul Erik Skov Christensen.

Siden nytår har en lang stribe større virksomheder annonceret masseafskedigelser, blandt andre B&O, Carlsberg, LM Glasfiber og Aalborg Portland.

/ritzau/