15 kopi-stole sendt til omsmeltning

Der var kontant afregning, da 150 kopier af dyr designstol blev konfiskeret.

Læs mere
Fold sammen
150 kopier af en designerstol blev i går destrueret på et hemmeligt sted i Frederiksværk.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Den originale stol har en værdi på 40.000-50.000 kroner.  Jernet blev sorteret fra til omsmeltning, mens stof og polstring røg over i bunken af affald til forbrænding på landets varmeværker.

De nu destruerede stole kom fra Kina og skulle have været solgt på Internettet for 5000-6000 kroner, men det satte danske toldere en stopper for, da de tilbageholdt stolene i Københavns Frihavn.

Ifølge specialkonsulent ved SKAT Lars Kryger Nielsen tilbageholder de danske toldere stadig flere kopivarer, og fra 2007 til 2008 voksede værdien af tilbageholdte kopivarer således fra 84 millioner til 125 millioner. Altså en stigning på 50 procent.

Trenden er den samme i hele EU. Kopierede designermøbler som de stole, der i går blev destrueret i Frederiksværk, udgjorde sammen med andre luksusvarer som ure, tasker og sko for et par år siden størstedelen af de kopivarer, som Skat tilbageholdt.

- mja