Økonom: Hurtig afklaring i Brøndby

Inden for 14 dage afgøres det, om Peter Schmeichel og kompagni får held til en revolutionerende kapitalindsprøjtning og magtændring i Brøndby, vurderer ekspert.

Det bliver hurtigt afgjort, om Peter Schmeichel og hans investorer får købt sig ind i Brøndby med 250 millioner kroner og en betydelig indflydelse. Det er fodboldøkonom Jesper Jørgensen fra Deloitte ikke i tvivl om.

- Mon ikke vi har en afklaring inden for en uge til 14 dage eller noget i den stil. Det her kan man ikke sidde og fedte i, siger han til Ritzau.

Jesper Jørgensen mener ikke, man skal juble for tidligt, hvis målet er en ændring af ejerstrukturen. Det kommer an på, om forhandlingerne mellem investorerne med Schmeichel i spidsen og klubben bliver til noget.

- Det er svært at sige, hvad det ender med. Det er langt fra givet, at de forhandlinger fører til et positivt resultat. Hvis transaktionen ikke bliver til noget, så bliver der ikke lavet om på noget, vurderer fodboldøkonomen.

/ritzau/