Oceanisk fantasi Roman

I begyndelsen af Herman Melvilles roman ”Mardi – og en rejse dertil” (1849) findes en lille refleksion over fænomenet havblik. Står man ved en venlig kyst er det et skønt syn, men befinder man sig i en sejlbåd et sted langt ude på Stillehavet, og det har varet i dagevis, kan det være en rædselsvækkende oplevelse. Alt er ubevægeligt, alt er livløst, og intet ser ud til at ville bringe en ud af den dødlignende tilstand.

Det er Melvilles evne til at præsentere læseren for uvante situationer og give dem en overraskende fortolkning, der er så fantastisk ved at læse ham. Og så selvfølgelig når han fortæller medrivende spændingshistorier om livet til søs.

Mardi et vældigt fantasirige, der består af øer, som er befolket af mennesker af alle mulige slags. Her er en ø, hvor folk går omkring i en evig opiumdøs, her er øen for krøblinger og øen for forbrydere. Melvilles roman fører læseren vidt omkring og er vidtløftig i sine filosofiske, metafysiske, sociale og psykologiske betragtninger, som øerne giver anledning til. En væsentlig pointe i romanens betragtninger er en relativisme i livssynet, som mødet med forskellige kulturer giver anledning til. Og så peger den på vores komplette uvidenhed om livets store spørgsmål, fx om udødeligheden og evigheden, som vi ingen eller kun meget tvetydige erfaringer med.

»Mardi« er en roman, der begynder som en spændingsroman og forvandler sig til lang og bred poetisk og filosofisk rejse. De første hundredehalvtreds sider er handlingsmættede og har alle den kulørte romans interessante træk. Man iler gennem siderne for at finde ud af, hvordan helten overlever orkaner og vilde stammefolk, og hvordan han slipper af sted med at bortføre en ung skøn kvinde, Yillah, som skal ofres til guderne.

Så kommer han frem til Mardi, og så går romanen handlingsmæssigt i stå og diffunderer ud i et utal af digressioner. Ja i Mardi er der ikke andet end digressioner. Der tales og spises så det er en lyst, for som en ballon ikke er noget værd uden luft er mennesket det heller ikke! Over trehundrede sider er helten på jagt efter Yillah, som forsvinder for ham, og viser sig kun at være et syn og en forestilling, som han forgæves jagter.

Mardi er nok et fantasifoster, men ifølge roman med en egen billedlig sandhed, som ikke står tilbage for realiteternes verden. På en ø hersker en fed konge og om ham og hans ligemænd forlyder det, at ”fede mænd er jordens salt; de er fulde af højt humør, liv, morskab og alskens lystighed.” Sådan er det også med denne 567 siders tykke roman. Dens sider er ”bredfyldte, topmålte, fuldlastede, opstakkede og en ren overflod.” Tilsammen er de en kæmpe mundfuld, som man ikke skal indtage på én gang, for så får man forstoppelse. Tag romanen i mindre bidder. Og se den eventuelt som en munter appetitvækker til den alvorligere og mere storslåede roman ”Moby Dick”, som vi har til gode i Flemming Chr. Nielsens velfungerende oversættelser af Melvilles værker til dansk.