Nyt spor i 20 år gammelt kvindedrab

En voldtægtssag på Amager fra september bliver nu koblet til en tyve år gammel drabssag og en fem år gammel voldtægtssag. Københavns Politi beder offentligheden om hjælp.

Lene Buchardt Rasmussen blev dræbt på Amager i 1990. Nu kæder politiet hendes gerningsmand sammen med to nyere voldtægtssager. Gerningsmanden er stadig på fri fod. Fold sammen
Læs mere
Foto: NF
For tyve år siden blev den 40-årige skolelærer og ornitolog Lene Buchardt Rasmussen fundet dræbt i Fasanskoven på Kalvebod Fælled på Vestamager.

Drabet gik over i historien som et af de uopklarede danske kvindedrab - men nu ser det ud til, at der er nye spor i sagen.

Københavns Politi kobler nemlig drabet sammen med to voldtægtssager, også fra Amager. Den ene skete i maj 2005, hvor en 24-årig kvinde blev voldtaget på sit kollegieværelse. Den anden skete for nylig, 25. september i år, i haveforeningen Stjernelund.

Ifølge Københavns politi er der tale om den samme gerningsmand i alle tre sager.

Politiet beder derfor nu offentligheden om hjælp til at identificere gerningsmanden. Efter voldtægten i september, hvor ofret var en kun 17-årig pige, beskrives han som:
35-45 år, ca. 180 cm høj, alm. til spinkel bygning, "københavner", hule kinder, smal næse og ifør en sort hoftelang jakke.

Københavns Politi vil mandag eftermiddag komme med yderligere oplysninger ved en pressebriefing. Berlingske.dk følger sagen.